Margarineklokker

Mørket er totalt. Eneste lys er viserne på mit ur. Klokken er tre og natten er tavs. Men et eller andet har vækket mig. Så hører jeg det. En underlig dyb, dump lyd der kan mærkes i brystet. Jeg tager tøj på og går ned på gaden. En flok mennesker står og kigger op på et kirketårn. ”Hør, hvor de ringer,” hvisker en kvinde. Jeg lytter. Holder vejret. Der lyder en dæmpet klasken, ikke en ringen. ”Hvad er det?” spørger jeg. ”Margarineklokkerne,” svarer hun henført. En mand vender sig og tysser vredt på os.