Subrealisme

De malerier jeg maler, og mange af de ting jeg skriver (som Zambesi, Erindringer om fremtiden, Den skæve dreng, Den hule pige) falder ved siden af de normale genrebetegnelser, synes jeg. Malerierne er ikke rendyrket surrealisme, og de omtalte bøger er ikke fantasy, ej heller science fiction. Fælles for både malerier og historier er at de rummer fantastiske elementer, og at de konkretiserer mentale tilstande. Så jeg har gået og rodet med at skrive et manifest, der kan dække den slags bedre end de nuværende ismer og er kommet på betegnelsen subrealisme. Ismer skal have et manifest. Så det kommer her. Det er ikke færdigt. Jeg polerer og bygger til - forslag og ideer er velkomne:

Et manifest

I en tid hvor terapishopping, pillekure mod ondt i livet og plastikkirurgi er almindeligt forekommende foreteelser og hvor meget drejer sig om overflade og lethed, vil subrealismen nedad. Nedad mod fordybelsen, og ind i det enkelte menneske for at skubbe til de bærende konstruktioner. Et menneske i ubalance er så meget mere interessant end et menneske, der står stille. Det sjove er at mennesket stræber mod balance og ser ubalance som noget, man skal forsøge at undgå. Intet kunne være mere forkert. Ubalance er lig med udvikling. Stilstand er lig med døden.

Virkeligheden er en illusion. Virkeligheden er en fortolkning som hver af os gør hver eneste dag, og det værktøj vi bruger til at fortolke verden med er vores psyke, som ligger og påvirker virkeligheden nedefra. Der hvor det enkelte menneske er mest følsomt. I rodsystemet. Her skiller subrealismen sig ud fra surrealismen, selvom de to ismer kan minde meget om hinanden. Subrealismen interesserer sig ikke for arketyper og drømme, men mere for hvad det enkelte menneske rummer af forvrængede selv- og virkelighedsopfattelser.

Henri Matisse skrev i 1908 om fauvismen:

Det, jeg drømmer om, er en balancens kunst, en renhed og klarhed, der er blottet for bekymrende eller deprimerende emner, en kunst, der ... kunne have en formildende indflydelse, som et beroligende middel for sjælen, noget i retningen af en god lænestol, hvor man kan hvile ud efter fysisk anstrengelse.

Subrealismen vil det stik modsatte af Henri Matisse og fauvisterne. Når hverdagen – i den vestlige verden – for manges vedkommende netop er blevet en god lænestol, så skal subrealismen være den fakirseng, der kan bringe folk ud af deres daglige rutiner, og hvor det at leve er blevet utroligt let, mens det at eksistere bliver sværere og sværere. Mennesket er som alle dyr interesseret i at slippe så nemt om ved at leve som muligt. Det har skabt en buldrende fedmeepidemi. Fedme går hen og bliver det normale. Tal lige om virkelighedsforvrængning.

Nephew synger: ”Hvem der bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.” Den tendens ligger i høj grad i tiden. Alt udefrakommende er noget skidt. Det forstyrrer balancen. Igen en helt forkert antagelse. Vi har netop brug for impulser udefra. Det eneste man får ud af at lukke sig om sig selv er betændelse i navlen.