tirsdag den 31. maj 2011

Lakridspiber

Hvis man samler alt det lakrids, man har imellem tæerne og gør det, fra man er barn, og til man bliver 50, så vil man kunne lave cirka 225 lakridspiber. Det siger Alberts onkel. Han har altid lakridspiber med til Albert, når han kommer på besøg. Desværre kan Albert ikke længere lide lakridspiber. Men det kan hans onkel.

mandag den 23. maj 2011

e-tegneserier

I 1993 udskrev Gyldendal en tegneseriekonkurrence om tegneseriealbums for børn. Jeg deltog - og fik udgivet mit bidrag. Albummet "Juveltyven".

I 1994 udkom bind to i serien: "Monsterkongen". Begge albums har været udsolgt i årevis, men er nu udkommet som e-tegneserier på forlaget Mallebuh og kan købes i de fleste online boghandler. Se mere på www.mallebuh.dk


Jeg har testet begge albums på en lånt iPad. De ser forrygende ud! Tablets og iPads er som skabt til billedbøger og tegneserier. Jeg tror billedbogen kan få en stor renæssance på de elektroniske medier. Det er jo alt for dyrt at trykke dem på papir. Nu kan de udkomme til en pris der ikke er fuldstændig vanvittig høj.

torsdag den 19. maj 2011

Låsby


Forleden dag mødtes jeg med en ven i Låsby. Mens vi sad på Låsby Kro og fik en kop kaffe, fik jeg en ide. Den blev til følgende - meget aktuelle - historie:

Låsby


Langt ude på landet lå en lille, dejlig landsby lige midt mellem to storbyer. Når folk fra den ene storby skulle mødes med folk fra den anden storby, foregik det tit over en kop kaffe eller en god middag på landsbyens kro. Når folk så havde spist sig mætte, gik de af og til en tur i landsbyen, og nogle blev klippet hos frisøren, andre købte en blomst hos blomsterhandleren, og andre igen skulle lige have et par kager hos bageren, inden de kørte tilbage til den storby, de kom fra.

Landsbyen lignede alle andre små hyggelige landsbyer bortset fra, at dem der boede i byen var meget, meget lykkelige. Hvorfor var de så lykkelige, spørger du nok. Tjah, måske var det fordi, de syntes, de levede trygt og godt. De havde, hvad de skulle bruge, og de kunne klare sig selv.

En dag kom der en låsesmed til kroen. Han faldt i snak med krofatter og viste, hvordan han kunne dirke låsen i kroens fordør op på tre sekunder.
”Pyt med det,” sagde krofatter. ”Der er ikke nogen, der stjæler her i byen.”
”Det er da herligt,” sagde låsesmeden og smilede. ”Men her er alligevel mit visitkort. Så kan du altid få fat i mig – verdens bedste låsesmed.”
”Verdens bedste?” sagde krofatter.
”Yep,” svarede låsesmeden kækt. Og så tømte han sin kaffekop, vinkede farvel og kørte videre – ud af byen.

Selvsamme nat var der indbrud i kroen. For første gang i 100 år. Og tyven havde hugget det store maleri af krofatters tipoldefar – ham der havde startet kroen i sin tid. Det blev krofatter meget ulykkelig over. Så kom han i tanke om låsesmeden, fandt hans visitkort og ringede til ham. Låsesmeden kom en halv time senere og gik straks i gang med at skifte låsen i kroens dør.

Byens frisør kom i det samme forbi, og da hun hørte om tyveriet og så den store fine lås, som kroen nu havde fået, ville hun også have sådan en. Og da blomsterhandleren så frisørens nye lås, ville hun også have sådan en, og da bageren så blomsterhandlerens nye lås, ville han også have sådan en – og så gik det stærkt. Alle folk i landsbyen bestilte låsesmeden til at sætte låse på alt det, de var bange for at miste: Deres fjernsyn, deres potteplanter, deres lænestole og sofaer, malerier og lamper, hunde og katte – ja, selv hinanden.


”Men hov,” sagde låsesmeden en dag, ”det er jo kun de indendørs ting. Hvad med alt det udenfor husene?” Der gik et gys gennem folk. Selvfølgelig! Låsesmeden havde ret. Der var så meget mere, de kunne miste. Det måtte ikke ske. Så fik de låsesmeden til at sætte lås i barnevogne, vejskilte og gadelygter. Hvert træ i skoven blev forsvarligt låst, selv kaniner, rådyr og egern. Det var en meget dygtig låsesmed, de havde fået fat i.

Endelig var folk tilfredse. Og trygge. Nu kunne der ikke ske dem noget ondt. ”Men hov,” sagde låsesmeden. ”Hvad nu hvis der er nogen, der vil løbe med hele byen?” Der gik et gys gennem folk. Hvorfor havde de ikke tænkt på det noget før? Det var da klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville ske. De tiggede og bad låsesmeden om at gøre noget ved det. Så det gjorde han.

Landsbyen var så lille, at der kun gik én vej igennem den. Låsesmeden fik derfor sat kraftige bomme hen over vejen i begge byens ender, og hver bom blev låst med nogle kæmpestore låse, som blev hentet i Schweiz. Endelig kunne folk slappe af. Der var ikke noget at komme efter. Byen var helt sikker, og folk kunne igen nyde livet og gå rundt og være lykkelige. De besluttede sig for at ændre byens navn. Den kom til at hedde Låsby. Dens motto blev: Låsenes by – det er helt sikkert.

Men folk fra storbyerne mødtes aldrig mere midtvejs for at drikke kaffe eller spise en god middag på kroen, de blev ikke klippet hos frisøren, købte ikke blomster hos blomsterhandleren eller kager hos bageren. De ville gerne, men de kunne ikke komme ind.

tirsdag den 10. maj 2011

Et ebogs-eksperiment

Forlaget Mallebuh har netop udgivet to ebøger med historier fra Smørhullet. Hver bog indeholder én historie, som er et kapitel fra de to bøger Den Store Månefest og Vintervæsner, hvor hvert kapitel er en afrundet historie. Bøgerne koster 9 kroner stykket og kan købes hos alle danske online boghandlere. Mon folk vil give 9 kroner for en enkelt god historie? Hvorfor ikke? Bøgerne er illustrerede med farvelagte tegninger, så man får da noget for pengene - siger forlæggeren.
Læs mere om bøgerne her: http://mallebuh.dk/



mandag den 9. maj 2011

Udsolgt

Liv på spil - der udkom for tre måneder siden - er allerede udsolgt og trykkes nu i andet oplag. Det er ret hurtigt efter udgivelsen og lover godt for bogens fremtidige liv.

Jeg får virkelig god respons på historien, når jeg er ude på skoler og holde foredrag. Drengene råber straks "GTA" når de ser forsiden og det var lige præcis intentionen. For dem der ikke ved det: GTA = er meget populært actionspil med titlen Grand Theft Auto.
Men bogen handler ikke kun om computerspil. Romanen dykker ned i en række forskellige skoleelevers problemer, og hovedpersonen Mads' forsøg på at hjælpe sine kammerater via det computerspil der gør ham til gud. Desværre viser det sig hurtigt, at hver gang Mads løser ét problem skaber han tre nye.

torsdag den 5. maj 2011

Essay om ebøger af Matthias Boström

Essay af Matthias Boström, Piratförlaget, i ”Fra digitalisering til nye omgangsformer”. Fra ”Tilbageblik fra 2020” redigeret. af adm. dir. i Gyldendal, Stig Andersen, og prof. ved CBS, Anker Brink Lund.


Læs det her: http://bogmarkedet.dk/graphics/Artikler/Tilbageblik%20fra%202020.pdf

onsdag den 4. maj 2011

Køreplanen


En kvinde sidder på tre kufferter ovre foran den store køreplan ved spor fem. Et helt livs sammenskrab af ting og sager er i de kufferter. Hendes mand Esben med den smittende latter og de grånende krøller er der. Hendes to børn Miriam og Anders der tit skændes, men også tit leger sammen. Hunden med den knækkede hale. Bilen på gule plader fordi den er købt gennem Esbens firma. Alle de dejlige bøger. Planterne som er hendes store hobby. Krukker, stauder, blomster og muldjord i lange baner. Hendes forældre, der er blevet så gamle på det sidste. Veninderne som hun spiller tennis med og går på cafe med. Alt er der. Pakket sirligt og ordentligt ned i de tre kufferter. Det eneste der mangler er hende selv. Hun kigger på køreplanen.

mandag den 2. maj 2011

Stilhedens Hav


Stilhedens Hav er netop udkommet som ebog. Den kan købes for 59 kroner i de fleste online boghandler. Bogens handler om 14årige Sofie, der er meget interesseret i astronomi. Hun er flyttet til en ny by sammen med sin familie og langsomt begynder flere og flere ting at køre skævt. En aften ser hun noget hun ikke skulle have set: en sort køter springer ud af brystet på naboen Hr. Hansen. Er det den der er årsag til den ondskab der ligger over hele villakvarteret? Og hvem er Hr. Hansen i virkeligheden? Sofie tager en beslutning, som hun kommer til at fortryde, og inden længe er hun på vild flugt fra det onde.

Bogen kom på æreslisten til Kulturministeriets BU-pris i 2000.

Stilhedens hav er en brillant lille bog, der burde kunne tiltale både voksne og unge - sproget er letlæst, men hængt op på et raffineret konstrueret plot. (Janus Andersen - Fortaellingen.dk)