Et manifest
I en tid hvor terapishopping, pillekure mod ondt i livet og plastikkirurgi er almindeligt forekommende foreteelser og hvor meget drejer sig om overflade og lethed, vil subrealismen nedad. Nedad mod fordybelsen, og ind i det enkelte menneske for at skubbe til de bærende konstruktioner. Et menneske i ubalance er så meget mere interessant end et menneske, der står stille. Det sjove er at mennesket stræber mod balance og ser ubalance som noget, man skal forsøge at undgå. Intet kunne være mere forkert. Ubalance er lig med udvikling. Stilstand er lig med døden.
Virkeligheden er en illusion. Virkeligheden er en fortolkning som hver af os gør hver eneste dag, og det værktøj vi bruger til at fortolke verden med er vores psyke, som ligger og påvirker virkeligheden nedefra. Der hvor det enkelte menneske er mest følsomt. I rodsystemet. Her skiller subrealismen sig ud fra surrealismen, selvom de to ismer kan minde meget om hinanden. Subrealismen interesserer sig ikke for arketyper og drømme, men mere for hvad det enkelte menneske rummer af forvrængede selv- og virkelighedsopfattelser.
Henri Matisse skrev i 1908 om fauvismen:
Det, jeg drømmer om, er en balancens kunst, en renhed og klarhed, der er blottet for bekymrende eller deprimerende emner, en kunst, der ... kunne have en formildende indflydelse, som et beroligende middel for sjælen, noget i retningen af en god lænestol, hvor man kan hvile ud efter fysisk anstrengelse.
Subrealismen vil det stik modsatte af Henri Matisse og fauvisterne. Når hverdagen – i den vestlige verden – for manges vedkommende netop er blevet en god lænestol, så skal subrealismen være den fakirseng, der kan bringe folk ud af deres daglige rutiner, og hvor det at leve er blevet utroligt let, mens det at eksistere bliver sværere og sværere.
