Danske bøger til Kindle

Der mangler danske titler til Kindle. Derfor har jeg lagt tre af mine romaner for voksne ud på Kindle Store:

http://www.amazon.com/dp/B005X70E74

http://www.amazon.com/dp/B005YWWQM4

http://www.amazon.com/dp/B00605KLQC

Tyskland

Liv på spil er solgt til udgivelse i Tyskland. Det er forlaget Gabriel der har købt den. Gabriel er et mindre underforlag til det store Thienemann forlag. Gabriel udgiver især bøger med filosofiske, etiske og religiøse vinkler og i den kontekst giver det meget god mening at udgive en bog som Liv på spil der jo handler om en dreng - en teenager - der ved et tilfælde får fat i et computerspil der gør ham i stand til at styre virkeligheden. Et spil der reelt gør ham til gud. Gud er gamer.

Den Røde Sofa

Den 3/12 lægges Den Røde Sofa med Søren Jessen ud på netradioen Den2Radio, hvor den kan downloades som podcast.

Den Røde Sofa

Kom og hør om hule piger og skæve drenge, kvinder der krakelerer og papkasser der kan flyve - i tegninger og tekster.
Den 10. november klokken 17 fortæller jeg om mine bøger og tegninger i "Den Røde Sofa". Sofaen står i Paludans Bogcafe, København.

Man Booker Prize

Julian Barnes har netop fået Man Booker Prize for romanen "Når noget slutter". I politiken i dag er der et kort referat der lyder: "...en bog, der handler om en almindelig mand, som sent i livet ser tilbage på sin fortid, blot for at finde, at hans minder ikke stemmer overens med virkeligheden." Hmmm ... det lyder ret meget som min roman "Erindringer om fremtiden". 
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1425439/julian-barnes-vinder-man-booker-prize/

Erindringer om fremtiden

Romanen "Erindringer om fremtiden" er netop udkommet som ebog  på forlaget Mallebuh. Romanens hovedperson er en mand der ejer et kopicenter. Det minder mig om den her meget mærkelige kortfilm der hedder "Copy Shop". Den er sort/hvid selvom den er fra 2001.

Se mere om romanen her: http://mallebuh.dk/Erindringer.html

Samtidig er den grafiske fortælling "I kredsløb" udkommet.

Den består af sort/hvide stregtegninger som nedenstående:

Se mere på Mallebuhs hjemmeside: http://mallebuh.dk/Kreds.html

YouTube kanal

Forlaget Mallebuh har fået sin egen YouTube kanal, med både instruktionsvideoer og oplæsning af illustrerede børnebøger. Flere følger hen ad vejen.
http://www.youtube.com/results?search_query=mallebuh&aq=f

Dino

Nu er der udkommet to bøger i Dino-serien som e-bøger. Dinobøgerne er for de mindste (1 - 3 årige).

Flere Dino-bøger er under udarbejdelse.

Læs mere på Mallebuhs hjemmeside: http://mallebuh.dk/dino.html

Fortælleren

Hos Storybag kan man netop nu købe alle tre bøger i Fortælleren til nedsat pris.http://www.storybag.dk/fantasy/6848-trilogien-fortaelleren.html

Æseløret

Den nye hjemmeside med anmeldelser af børne- og ungdomslitteratur, Æseløret, har en spritny anmeldelse af  ebogsudgaven af "Den elektriske by". Læs den her: http://xn--selre-rra3k.dk/post/8811806813/den-elektriske-by-af-s-ren-jessen

Fortælleren

Trilogien "Fortælleren" kan nu fås som ebog. Bind 1 - "Den elektriske by" har været udsolgt som papirbog i mange år. Det er ikke særlig befordrende for salget af bind to og tre og den samlede trilogi i øvrigt. Men nu kan man så altså købe den igen i de fleste danske online boghandler for cirka 59 kroner pr. bind.

Anmeldelse

Fra anmeldelse i Børn & Bøger:

En særdeles spændende, velskrevet og anderledes ungdomsroman, som må have et stort publikum ...
Her er en af de bøger, der burde kunne få de ikke-læsende drenge i gang igen! ...  Søren Jessen har - også - kreeret en meget stærk romanforside.

Det store fyrretræ

Det store fyrretræ i parken væltede under den store storm. Næste morgen var der et dybt hul, hvor træets rødder var blevet trukket op af jorden. Og langt, langt nede i det hul så Albert nogle små vinduer med lys i. Men så skulle han i skole og fik det ikke undersøgt nærmere, og da han kom hjem, var træet blevet fjernet og hullet dækket til. Derfor ønskede han sig en god spade.

Udsolgt igen

Liv på spil, der for nylig blev genoptrykt, er udsolgt igen, så nu sættes 3. oplag i gang.

Kobberdragen

Forlaget Mallebuh udgiver nu en e-billedbog.
Det er Kobberdragen der i sin tid udkom på Gyldendal.

Læs mere på http://mallebuh.dk/kobberdragen.html
hvor en læseprøve (pdf) kan downloades.

Lakridspiber

Hvis man samler alt det lakrids, man har imellem tæerne og gør det, fra man er barn, og til man bliver 50, så vil man kunne lave cirka 225 lakridspiber. Det siger Alberts onkel. Han har altid lakridspiber med til Albert, når han kommer på besøg. Desværre kan Albert ikke længere lide lakridspiber. Men det kan hans onkel.

e-tegneserier

I 1993 udskrev Gyldendal en tegneseriekonkurrence om tegneseriealbums for børn. Jeg deltog - og fik udgivet mit bidrag. Albummet "Juveltyven".

I 1994 udkom bind to i serien: "Monsterkongen". Begge albums har været udsolgt i årevis, men er nu udkommet som e-tegneserier på forlaget Mallebuh og kan købes i de fleste online boghandler. Se mere på www.mallebuh.dk

Jeg har testet begge albums på en lånt iPad. De ser forrygende ud! Tablets og iPads er som skabt til billedbøger og tegneserier. Jeg tror billedbogen kan få en stor renæssance på de elektroniske medier. Det er jo alt for dyrt at trykke dem på papir. Nu kan de udkomme til en pris der ikke er fuldstændig vanvittig høj.

Låsby

Forleden dag mødtes jeg med en ven i Låsby. Mens vi sad på Låsby Kro og fik en kop kaffe, fik jeg en ide. Den blev til følgende - meget aktuelle - historie:

Låsby

Langt ude på landet lå en lille, dejlig landsby lige midt mellem to storbyer. Når folk fra den ene storby skulle mødes med folk fra den anden storby, foregik det tit over en kop kaffe eller en god middag på landsbyens kro. Når folk så havde spist sig mætte, gik de af og til en tur i landsbyen, og nogle blev klippet hos frisøren, andre købte en blomst hos blomsterhandleren, og andre igen skulle lige have et par kager hos bageren, inden de kørte tilbage til den storby, de kom fra.

Landsbyen lignede alle andre små hyggelige landsbyer bortset fra, at dem der boede i byen var meget, meget lykkelige. Hvorfor var de så lykkelige, spørger du nok. Tjah, måske var det fordi, de syntes, de levede trygt og godt. De havde, hvad de skulle bruge, og de kunne klare sig selv.

En dag kom der en låsesmed til kroen. Han faldt i snak med krofatter og viste, hvordan han kunne dirke låsen i kroens fordør op på tre sekunder.

”Pyt med det,” sagde krofatter. ”Der er ikke nogen, der stjæler her i byen.”

”Det er da herligt,” sagde låsesmeden og smilede. ”Men her er alligevel mit visitkort. Så kan du altid få fat i mig – verdens bedste låsesmed.”

”Verdens bedste?” sagde krofatter.

”Yep,” svarede låsesmeden kækt. Og så tømte han sin kaffekop, vinkede farvel og kørte videre – ud af byen.

Selvsamme nat var der indbrud i kroen. For første gang i 100 år. Og tyven havde hugget det store maleri af krofatters tipoldefar – ham der havde startet kroen i sin tid. Det blev krofatter meget ulykkelig over. Så kom han i tanke om låsesmeden, fandt hans visitkort og ringede til ham. Låsesmeden kom en halv time senere og gik straks i gang med at skifte låsen i kroens dør.

Byens frisør kom i det samme forbi, og da hun hørte om tyveriet og så den store fine lås, som kroen nu havde fået, ville hun også have sådan en. Og da blomsterhandleren så frisørens nye lås, ville hun også have sådan en, og da bageren så blomsterhandlerens nye lås, ville han også have sådan en – og så gik det stærkt. Alle folk i landsbyen bestilte låsesmeden til at sætte låse på alt det, de var bange for at miste: Deres fjernsyn, deres potteplanter, deres lænestole og sofaer, malerier og lamper, hunde og katte – ja, selv hinanden.

”Men hov,” sagde låsesmeden en dag, ”det er jo kun de indendørs ting. Hvad med alt det udenfor husene?” Der gik et gys gennem folk. Selvfølgelig! Låsesmeden havde ret. Der var så meget mere, de kunne miste. Det måtte ikke ske. Så fik de låsesmeden til at sætte lås i barnevogne, vejskilte og gadelygter. Hvert træ i skoven blev forsvarligt låst, selv kaniner, rådyr og egern. Det var en meget dygtig låsesmed, de havde fået fat i.

Endelig var folk tilfredse. Og trygge. Nu kunne der ikke ske dem noget ondt. ”Men hov,” sagde låsesmeden. ”Hvad nu hvis der er nogen, der vil løbe med hele byen?” Der gik et gys gennem folk. Hvorfor havde de ikke tænkt på det noget før? Det var da klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville ske. De tiggede og bad låsesmeden om at gøre noget ved det. Så det gjorde han.

Landsbyen var så lille, at der kun gik én vej igennem den. Låsesmeden fik derfor sat kraftige bomme hen over vejen i begge byens ender, og hver bom blev låst med nogle kæmpestore låse, som blev hentet i Schweiz. Endelig kunne folk slappe af. Der var ikke noget at komme efter. Byen var helt sikker, og folk kunne igen nyde livet og gå rundt og være lykkelige. De besluttede sig for at ændre byens navn. Den kom til at hedde Låsby. Dens motto blev: Låsenes by – det er helt sikkert.

Men folk fra storbyerne mødtes aldrig mere midtvejs for at drikke kaffe eller spise en god middag på kroen, de blev ikke klippet hos frisøren, købte ikke blomster hos blomsterhandleren eller kager hos bageren. De ville gerne, men de kunne ikke komme ind.

Et ebogs-eksperiment

Forlaget Mallebuh har netop udgivet to ebøger med historier fra Smørhullet. Hver bog indeholder én historie, som er et kapitel fra de to bøger Den Store Månefest og Vintervæsner, hvor hvert kapitel er en afrundet historie. Bøgerne koster 9 kroner stykket og kan købes hos alle danske online boghandlere. Mon folk vil give 9 kroner for en enkelt god historie? Hvorfor ikke? Bøgerne er illustrerede med farvelagte tegninger, så man får da noget for pengene - siger forlæggeren.

Læs mere om bøgerne her: http://mallebuh.dk/

Udsolgt

Liv på spil - der udkom for tre måneder siden - er allerede udsolgt og trykkes nu i andet oplag. Det er ret hurtigt efter udgivelsen og lover godt for bogens fremtidige liv.

Jeg får virkelig god respons på historien, når jeg er ude på skoler og holde foredrag. Drengene råber straks "GTA" når de ser forsiden og det var lige præcis intentionen. For dem der ikke ved det: GTA = er meget populært actionspil med titlen Grand Theft Auto.
Men bogen handler ikke kun om computerspil. Romanen dykker ned i en række forskellige skoleelevers problemer, og hovedpersonen Mads' forsøg på at hjælpe sine kammerater via det computerspil der gør ham til gud. Desværre viser det sig hurtigt, at hver gang Mads løser ét problem skaber han tre nye.

Essay om ebøger af Matthias Boström

Essay af Matthias Boström, Piratförlaget, i ”Fra digitalisering til nye omgangsformer”. Fra ”Tilbageblik fra 2020” redigeret. af adm. dir. i Gyldendal, Stig Andersen, og prof. ved CBS, Anker Brink Lund.


Læs det her: http://bogmarkedet.dk/graphics/Artikler/Tilbageblik%20fra%202020.pdf

Køreplanen

En kvinde sidder på tre kufferter ovre foran den store køreplan ved spor fem. Et helt livs sammenskrab af ting og sager er i de kufferter. Hendes mand Esben med den smittende latter og de grånende krøller er der. Hendes to børn Miriam og Anders der tit skændes, men også tit leger sammen. Hunden med den knækkede hale. Bilen på gule plader fordi den er købt gennem Esbens firma. Alle de dejlige bøger. Planterne som er hendes store hobby. Krukker, stauder, blomster og muldjord i lange baner. Hendes forældre, der er blevet så gamle på det sidste. Veninderne som hun spiller tennis med og går på cafe med. Alt er der. Pakket sirligt og ordentligt ned i de tre kufferter. Det eneste der mangler er hende selv. Hun kigger på køreplanen.

Stilhedens Hav

Stilhedens Hav er netop udkommet som ebog. Den kan købes for 59 kroner i de fleste online boghandler. Bogens handler om 14årige Sofie, der er meget interesseret i astronomi. Hun er flyttet til en ny by sammen med sin familie og langsomt begynder flere og flere ting at køre skævt. En aften ser hun noget hun ikke skulle have set: en sort køter springer ud af brystet på naboen Hr. Hansen. Er det den der er årsag til den ondskab der ligger over hele villakvarteret? Og hvem er Hr. Hansen i virkeligheden? Sofie tager en beslutning, som hun kommer til at fortryde, og inden længe er hun på vild flugt fra det onde.

Bogen kom på æreslisten til Kulturministeriets BU-pris i 2000.

Stilhedens hav er en brillant lille bog, der burde kunne tiltale både voksne og unge - sproget er letlæst, men hængt op på et raffineret konstrueret plot. (Janus Andersen - Fortaellingen.dk)

Den stille banken

Jeg kom hjem forleden aften, låste hoveddøren op og gik ind i entreen, der lå i mørke. Inden jeg nåede at tænde lyset, snublede jeg over et eller andet. Noget levende. Jeg fik tændt lyset og så, at jeg var snublet over mig selv. Der lå jeg. Midt på gulvet. Vi stirrede på hinanden et øjeblik, så rakte jeg en hånd frem og trak mig op at stå. Jeg blev ærlig talt vred, det må jeg indrømme. Jeg kom til at sige nogle grimme ting, og jeg endte med at kommandere mig selv ind i skabet, hvor støvsugeren står. Duknakket og kuet gik jeg ind i skabet, foldede benene under mig og krøb sammen ovenpå støvsugeren. Nu har jeg sat en hængelås på. Det eneste, der er lidt irriterende, er den stille banken fra skabet. Og så selvfølgelig alt støvet der ligger i krogene.

Zambesi

Så udkommer min første roman for voksne - Zambesi - som ebog på forlaget Mallebuh. Den vil kunne købes i de fleste online boghandler indenfor de nærmeste dage. Læs mere her: www.mallebuh.dk

Zambesi fik en vanvittig flot modtagelse i pressen da den udkom i 2000 og den vandt Bogforums Debutantpris det år. I 2001 udkom den i Frankrig.

Uddrag:

Han kiggede ikke nærmere på papiret, men lagde det på gulvet foran sig med den helt hvide bagside opad og skubbede det derefter langsomt ind mod storetåen. Den hvide kant forsvandt ind under tåen, men han skubbede det endnu længere ind, og der hvor papiret normalt skulle have stødt mod tåen – lige præcis i punktet, hvor huden og gulvet mødtes – var der ingen modstand. Den hvide flade fortsatte længere ind under tåen. Ind under den forreste trædeflade, under svangen, hælen og ud igen bagved. Han rykkede lidt i papiret. Frem og tilbage. Ingen modstand. Han flyttede sin anden fod hen på papiret og sad nu på hug med begge fødder oven på papiret. Så rykkede han igen i det hvide ark.
“Fandens,” hviskede han og bed sig i læben. Der var ingen tvivl. Han svævede nogle få millimeter over gulvet.

Tegning

Har lige fået originaltegningerne fra Peter Mouritzens bog "Huset med de syltede hjerter" hjem fra forlaget. Min favorittegning fra bogen er den her:

Mallebuh

Mallebuhs tre første bøger er nu til salg i de første online boghandler.
Se her:
Booksnob
riidr
Saxo

Ebøgerne kommer!

Forlaget Mallebuh har indgået aftale med Publizon om distribuering af forlagets ebøger. Så fra sådan cirka nu af, kan forlagets titler købes i de fleste online boghandler. Bøgerne bliver prissat lavt. De tre første titler: "Den Store Månefest", "Vintervæsner" og "Wolf" vil komme til at koste 59 kroner pr. stk.

På www.mallebuh.dk kan man downloade læseprøver af de tre bøger - inklusiv illustrationer.

Ny forside til ebogsudgaven af Wolf - Ulvemandens fortællinger

Med tiden vil der både udkomme billedbøger, børnebøger, ungdomsromaner og romaner for voksne. Alle sammen fra Søren Jessens bagkatalog. Men hvem ved? Måske vil der også på et tidspunkt komme nye titler, der aldrig vil ramme papir, men kun findes som ebog.

www.mallebuh.dk

Bilvragene vil springe i skov

Trafikken er gået i stå igen. Strømmen af metal, glas og gummi har kilet sig fast i alle gaderne i den indre by. Kofanger mod kofanger. For hver gang det sker, tager det lidt længere tid for myndighederne at få trukket alle biler væk. En dag vil man give op fordi det er alt for uoverskueligt. Så vil bilerne stå der og ruste og blive indtaget af de hjemløse, der vil smadre sideruder og kravle ind og indrette sig på de bløde sæder. Med tiden vil der vokse ukrudt og planter op omkring bilerne. Bilvragene vil springe i skov og tiltrække fugle, grævlinge, ræve og måske bjørne. Bestanden af bydyr vil blive holdt nede, men man vil aldrig kunne udrydde dem helt. Med mindre man fjerner alle bilvragene, men det er som sagt alt for uoverskueligt.

Udlandet kalder

Billedbogen Jumbojet, som jeg har lavet tegningerne til, er netop blevet solgt til udgivelse i Korea og Brasilien. Tidligere er den solgt til Spanien og er udgivet i Tyskland, Schweiz, Østrig og Danmark.

Brug for mange

Jeg bliver jævnligt normal. Så går jeg hen over byens torve, spiser kiks, kigger på duerne, tager fotos, sidder på bænke. De dage løber så let af sted. De risler som en lille, klar bæk. Alle mennesker har brug for dage uden modstand. Man har bare ikke brug for lige mange af dem. Jeg er en af dem der har brug for mange, men som kun har få. Derfor nyder jeg dem så meget desto mere. Nu kommer duerne. De flyver rundt om pladsen i en stor flok og slår sig ned omkring min bænk. Jeg brækker et par kiks i stykker og smider dem ud i klumpen af fjer og vinger. Jeg kan slet ikke lide duer, men på dage som den her fodrer jeg dem alligevel altid. Det skal man gøre på dage hvor man er helt normal.

Byens mave

Store rør, som normalt er gravet ned under veje og fortove, ligger over jorden i det kvarter hvor jeg bor for tiden. De er lyserøde, blå, gule eller grå og ligger langs fortovene og hvor de skal krydse en vej, hæver de sig op og bliver til en bro som ingen kan gå over, men som biler og cyklister kan køre under. Rørene er rustne. Nogle samlinger er utætte. Det kan man ikke bare se, det kan man også lugte. Det er byens mave. Jeg kan høre den rumle når jeg lægger øret til rørene.

Klipning

Hun står i døren og kigger op og ned ad fortovet. Jeg skal lige til at vende om, da hun får øje på mig og vinker. Så er jeg nødt til at gå derhen. Jeg har jo også bestilt tid. Jeg vil bare så nødig klippes af en med zebrastribet tøj som sidder alt for tæt på en lidt for tyk krop, hvis ben er skruet ned i et par sorte læderbukser der sidder som om de er smurt på og hvis fødder står på tæer i et par sorte, sindssygt højhælede sko. Hendes mund er malet alt for stor, og øjenbrynene er plukket til tynde streger. Hun slår et slag omkring mine skuldre og fæstner det i nakken. Hvorfor bestilte jeg dog tid her? Så begynder hun at klippe og hendes hænder er de blødeste og fineste der nogensinde har rørt min kind.

Sammenhænge

I forbindelse med at jeg er ved at klargøre en af mine ældre bøger "Wolf - Ulvemandens fortællinger" til udgivelse som e-bog, har jeg opdaget at en af historierne i sin grundide minder meget om min nyeste ungdomsroman "Liv på spil". Det drejer sig om novellen "Den underlige mands underlige ur", som i øvrigt i 2010 er blevet trykt i Anna Karlskov Skyggebjergs bog "Helt umuligt".
Så her kommer historien:

Den underlige mands underlige ur

Min mor og far havde tit meget travlt med deres arbejde, dengang jeg var dreng; og derfor var det af og til min mormor, der hentede mig i børnehaven og senere – da jeg blev lidt ældre – i skolen. Så tog vi bussen hjem til min mormor og morfar.

Jeg kunne godt lide at blive hentet af min mormor. Vi havde det så hyggeligt. Jeg fik altid rugbrød med hjemmelavet fedt og salt, og et stort glas mælk til. Og Ulvemanden og jeg kunne altid finde på noget at lave sammen. For eksempel reparerede vi tit ure sammen. Vi havde en kasse fuld af tandhjul, skruer og urdele fra nogle af alle de ure, vi havde repareret.

Jeg husker især én historie om et ur, som Ulvemanden fortalte mig. Engang kom der nemlig en underlig mand og ringede på Ulvemandens dør. Det var en søndag, og Ulvemanden lå på sofaen med en avis over hovedet og sov middagssøvn. Det gjorde han altid, når han sov på sofaen. Altså foldede en avis ud og lagde den over sit hoved. Måske var det for at holde fluer væk, eller også var det, fordi han ikke kunne sove for lyset.

Nogenlunde sådan her fortalte han mig historien:

En stille søndag eftermiddag ringede dørklokken. Jeg lå og sov middagssøvn og blev et øjeblik helt forvirret over at høre dørklokken, men jeg kom da op at stå, traskede ud i entreen og lukkede døren op.

Udenfor stod en høj mand. Han så underlig ud. Han var enormt bredskuldret, og han havde et lille hoved og en tynd, tynd hals, der så ud, som om den kunne knække hvad øjeblik, det skulle være. Han var helt sorthåret, og på hver side af hovedet strittede håret, så det så ud, som om han havde to horn.

“Jeg ved ikke helt, hvad der er i vejen med det,” sagde han og holdt uret frem mod mig. “Men det er, som om det går hurtigere og hurtigere.”
“Nåh,” sagde jeg. “Det er jo ikke så godt.”

“Nej,” sagde han. “Det går ikke.”

“Går det heller ikke?” spurgte jeg overrasket. Jeg var jo stadig lidt tummelumsk af at have sovet. “Jeg synes lige, De sagde, at det gik for hurtigt.”

Han sukkede irriteret. “Jo, jo. Det går skam … men altså for hurtigt.”

“Aha,” sagde jeg og tog uret, som han stadig stod og rakte frem mod mig. “Det må jeg hellere kigge på. Kom indenfor.”

Han trådte ind i entreen og kiggede sig nysgerrigt omkring, mens jeg stillede uret på kommoden og rakte en bøjle frem mod ham. Han sagde tak og tog sin frakke af. Og så kunne jeg se, at han i virkeligheden ikke var særlig bredskuldret. Tværtimod. Han var faktisk overordentligt smalskuldret, men hans frakke var bare polstret så meget i skuldrene, at han så bredskuldret ud, når han havde den på. Jeg kunne nu se, at han faktisk slet ikke var nogen særlig stor mand.

Vi gik ind i spisestuen, og jeg lagde en voksdug ud over bordet for ikke at ridse det. Så lagde jeg uret op på bordet.

“De siger, det går for hurtigt,” gentog jeg, bare for at være sikker på, at jeg havde hørt rigtigt.

Han nikkede. “Og ikke nok med det. Det går hurtigere og hurtigere hele tiden.”

“Hmmm,” sagde jeg. “Det er højst usædvanligt.”

“Hvorfor det?” spurgte han.

“Fordi det plejer at være det modsatte, der er problemet. Ure plejer at gå langsommere og langsommere, når de bliver gamle. Ja, på grund af snavs og slappe fjedre og den slags.”

“Javel,” sagde han. “Har De tid til at reparere det?”

“Ja,” nikkede jeg. “Det har jeg vel nok. Hvornår skal De bruge det igen?”

“Så hurtigt som muligt,” sagde han. “Det ur er et ret vigtigt ur.”

“Naturligvis,” sagde jeg. “Det forstår jeg. Jeg skal kigge på det med det samme. Kom igen i morgen aften. Så er det repareret.”

Manden gik, og jeg fandt mit værktøj frem. Så begyndte jeg at skille urkassen ad. Det var et meget specielt og fint ur, kunne jeg se. Alle tandhjul og fjedre var lavet af et underligt gulligt metal, som ikke var messing. Det kunne jeg se. Og jeg kunne også se, at det var meget velholdt og rent. Ingen støv og snavs nogen steder. Ingen stiv og sort gammel olie nogen steder. De fleste ure, der ikke går, som de skal, kan klare sig med en rengøring. Så er de så gode som nye. Men det her ur trængte slet ikke til en rensning. Tvært imod.

Det var heller ikke opbygget som noget andet ur, jeg nogensinde havde set før. Jeg kunne for eksempel ikke finde ud af, hvad det var, der holdt uret i gang, for der var ingen uro og ingen fjeder, der skulle trækkes op. Det gik bare … nærmest af sig selv.

Jeg skilte uret lidt mere ad, og jeg undersøgte det på kryds og tværs, men kunne ikke finde nogen fejl. Jeg havde vel siddet og rodet med uret i en halv times tid, da jeg kiggede op for at se, hvad klokken var på mit eget bornholmerur ovre i hjørnet ved døren. Og så gik det op for mig, at det allerede var blevet næste morgen! Jeg havde siddet og arbejdet med uret i en halv time – troede jeg – men i virkeligheden var der gået fjorten timer!

Jeg sprang forskrækket op og skyndte mig på arbejde. Alligevel kom jeg for sent, men det gjorde ikke noget, for det gjorde alle de andre på postkontoret mærkeligt nok også den dag. Selv Overpostmesteren, der ellers aldrig nogensinde var kommet for sent før.

Jeg syntes at tiden sneglede sig af sted, for jeg gik hele dagen og tænkte på uret; så da jeg kom hjem, satte jeg mig straks hen til spisebordet igen og begyndte at samle uret, for jeg havde ikke fundet nogen fejl. Det tog mig vel en times tid at samle det hele igen, men da jeg kiggede på mit bornholmerur, så jeg, at det var sket igen! Klokken var nu otte, og der var pludselig gået fire timer i stedet for én.

I det samme ringede det på døren. Det var den underlige mand.

“Er mit ur færdigt?” sagde han.

“Øhm … nej. Desværre. Det er ikke helt færdigt endnu,” sagde jeg. Jeg var lidt flov, for jeg plejede ikke at være så længe om at ordne et ur. “Kom igen i morgen aften. Så er det færdigt.”

Han nikkede og forsvandt ned ad trappen.

Jo, det var minsandten et underligt ur, og jeg havde ikke engang opdaget det mest underlige endnu. For da jeg lidt senere sad med det samlede ur foran mig, flyttede jeg lidt frem og tilbage med viserne, bare for at prøve et eller andet. Der var jo ikke noget i vejen inde i uret, så måske var det viserne, det var galt med. Og mens jeg sad og bevægede viserne, kom jeg ved et tilfælde til at kigge op på bornholmeruret. Og så fik jeg et chok.

For viserne på bornholmeruret bevægede sig præcis ligesom viserne på det underlige ur. Hvis jeg bevægede den store viser en hel omgang på den mærkelige mands mærkelige ur, så bevægede den store viser på bornholmeren sig også en hel omgang. Og hvis jeg bevægede den store viser baglæns, så kørte bornholmerens viser lige så meget baglæns.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Det var umuligt. Jeg hentede mit vækkeur inde fra soveværelset, men det var det samme. Vækkeurets visere bevægede sig lige så meget som det underlige urs visere.

Så havde jeg fået nok. Jeg besluttede mig for ikke at pille mere ved det ur. Jeg tog mit vækkeur med ind i soveværelset og gik i seng.

Næste dag mødte jeg på arbejde uden at komme for sent. Ligesom alle de andre, og ligesom Overpostmesteren. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det underlige ur.

Da jeg kom hjem, skyndte jeg mig hurtigt ind i stuen. Jeg var nødt til at prøve det underlige urs visere én gang til, for i løbet af dagen havde jeg fået overbevist mig selv om, at det ikke kunne være rigtigt. At det måtte være noget, jeg havde drømt. Men det var det ikke. Det underlige ur styrede bornholmeruret.

Så fik jeg en ide. Jeg for ind i soveværelset. Inde i det store klædeskab fandt jeg min gode gamle kikkert frem. Den, jeg også brugte, da jeg i mine unge dage var opdagelsesrejsende. Jeg tog kikkerten med ind i stuen, tog både den og det underlige ur med over til stuevinduet og stillede uret i vindueskarmen.

Ud ad det ene af stuevinduerne kan man se rådhustårnet, ved du, og da jeg kiggede på det i kikkerten, kunne jeg se, hvad klokken var på rådhusuret. Mens jeg kiggede på rådhusuret i kikkerten, drejede jeg lidt på viserne på det underlige ur. Og det samme skete igen! Rådhusurets visere bevægede sig præcis lige så meget, som jeg bevægede viserne på mandens ur. Jeg sænkede kikkerten, og mens jeg førte den store viser baglæns, kiggede jeg ned på gaden. Og hvad så jeg? Ja, du tror, det er lyv, men jeg så biler, cyklister og fodgængere, der alle sammen bevægede sig baglæns!

Jeg slap forskrækket urets visere, og så opførte alle trafikanterne sig helt normalt igen. Så drejede jeg viseren fremad, og straks begyndte alle menneskene at bevæge sig som på en film, der bliver vist i dobbelt hastighed. Selv skyerne på himlen for af sted. Og hvis jeg bevægede viseren frem og tilbage et par gange, så bevægede menneskerne sig også frem og tilbage, lige så længe som jeg havde lyst.

I det samme ringede det på døren. Jeg for forskrækket sammen, for jeg havde været så optaget af det ur. Det ringede igen. Og igen. Jeg tøvede. Vidste jo godt, hvem det var, der stod og ringede på. Men så gik jeg alligevel ud og lukkede op.

Manden så vred ud.

“Man morer sig nok, hva’!” skreg han. “Man har det nok rigtig, rigtig sjovt, hva’!” Hans stemme var høj og skinger og knækkede over et par gange af raseri. Så skubbede han mig til side og trampede ind i entreen.

“Hvor er mit ur?” hvæsede han.

“Øhm … inde i stuen,” svarede jeg og pegede.

Uden at vente på mig trampede han ind i stuen, fik øje på uret, tog det under armen og kom igen ud i entreen, hvor jeg stadig stod uden at kunne bevæge mig. Jeg var stadig helt forvirret over, hvor underligt det ur var.

“Jeg … jeg kan desværre ikke …,” stammede jeg.

“Nej,” vrissede manden. “Det kunne jeg have sagt mig selv.”

“Jamen, det er virkelig et usædvanligt ur. O … og det er første gang, jeg ikke har kunnet reparere et ur. Det er det. Første gang!”

“Det er meget muligt,” sagde han surt og gik hen mod fordøren. “Men så er der bare ikke noget at gøre ved det.”

“Ved hvad,” spurgte jeg.

“Ja, ved uret selvfølgelig,” hvæsede han. “Jeg har prøvet alle urmagere i byen, men ingen af dem kunne gøre noget ved det. Uret går hurtigere og hurtigere, og De – hr. Wolf – var mit sidste håb; men De kunne altså heller ikke stille noget op.”

“Nej,” sagde jeg og rystede bedrøvet på hovedet. “Desværre.”

“Ja, det er jo værst for jer selv,” mumlede manden. Så gik han.

Jeg stod som lammet et øjeblik; så løb jeg hen til den endnu åbne fordør, og råbte ned ad trappeopgangen: “Værst for hvem?”

“Værst for alle mennesker.”

Jeg kiggede på Ulvemanden. Han sad og rodede med en skruetrækker i kassen med tandhjul.

“Jamen, var det det ur, der styrede selve tiden?” spurgte jeg så, for at være sikker på, at jeg havde forstået det rigtigt.

Han trak på skuldrene. “Det var det vel.”

“Og det blev aldrig repareret?” spurgte jeg igen.

“Ikke så vidt jeg ved,” svarede han.

“Hmmm,” sagde jeg, og samlede urskiven fra et gammelt lommeur op fra kassen. “Så kan jeg bedre forstå, at de voksne altid har så travlt. Det er det dumme urs skyld.”

Ulvemanden sukkede stille. Så smilede han et af sine ulvesmil, og jeg skyndte mig at kigge ned i kassen.  

Kortprosa for børn

Drengen i nummer 7, som hver sommer morede sig med at pille vingerne af alle de fluer, han fangede, vågnede en morgen og havde fået seks ben. Seks tynde, sorte ben der sparkede i luften. Han kom ud af sin seng, kiggede i et spejl og så, at han var blevet til en gigantisk flue. Men det syntes han bare var fantastisk, for hans største drøm havde altid været at flyve – og det kan fluer jo.

Der lå en gaffel i parken. En flot en af sølv. Men den var 18 meter lang, og man kunne se, at nogen havde brugt den til at spise med for nyligt. Der var friske rester af spaghetti og kødsovs på den. Senere den dag kom der en stor lastbil, en kran og en masse mænd og hentede gaflen. Mærkeligt nok stod der ikke noget om det i aviserne næste dag.

Anmeldelser

"Liv på spil" - fem hjerter i Politiken. "Søren Jessen har skrevet endnu en vigtig roman om et vigtigt emne," skriver anmelderen. Det er jo skønt. Til gengæld fik bogen kun én stjerne i Berlingske i forgårs. "Så kedeligt at det næsten er duperende," skrev den anmelder.
Én stjerne eller fem hjerter? Det er et meget stort udsving på anmelderbarometeret. Men det er selvfølgelig helt forkert at påstå at en af dem skulle have mere ret end den anden. Og at love den kvindelige anmelder på Berlingske tæsk som Ib Michael har gjort det overfor Lars Bukdahl er virkelig så dumt at man kun kan grine af det. Man skal ALDRIG gå i rette med sine anmeldere. Utroligt at en så dreven rotte som Ib Michael ikke har lært det.

Den enerverende sprøjten

Vandets rislen, klukken og plasken virker opkvikkende. Giver ligefrem en lyst til at stå op og komme i gang med dagen. Problemet er, at fontænen af vand lyder som om den befinder sig her, midt i soveværelset, og så er det som om energien alligevel forsvinder og man trækker dynen lidt højere op om ørerne. Det hjælper ikke. Den enerverende sprøjten trænger igennem dunene. Jeg laver en åbning, kigger ud og ser, at gulvet hælder mere end tredive grader, og vand pibler ind fra flere forskellige huller i vægge og loft. Alle møbler ligger og flyder rundt i den dybe ende. Og på clockradioen hører jeg et orkester begynde at spille: ”Nærmere Gud til dig”.

Ikke så slemt

Den kom en aften under TV-avisen. Jeg sad i min lænestol og kiggede på den kvindelige oplæsers smukke mund, da jeg ud ad øjenkrogen så, at der var opstået en revne i gulvet. Jeg lænede mig ud over stolens armlæn, kiggede ned i revnen og kunne se at den var bundløs. Den følger ikke engang gulvbrædderne, men skærer sig skråt gennem stuen. Den løber ikke gennem huset, men stopper ved stuens vægge. Så nu må jeg springe over den hver gang jeg skal ud at lave kaffe, hente småkager eller på toilettet, men den er kun en halv meter bred, så det er ikke så slemt.

Mallebuh

Jeg har lavet et webforlag der skal udgive nogle af mine ældre titler som ebøger. Forlaget hedder Mallebuh - opkaldt efter det monster der huserer i børnebogen "Den Store Månefest" (Gyldendal, 2002).
På http://mallebuh.com/ kan man gratis downloade romanen Zambesi og børnebogen Den Store Månefest. Sidstnævnte indeholder farvelagte illustrationer.

UPDATE: Omtalte bøger kan ikke længere downloades gratis. Til gengæld har Mallebuh indgået aftale med Publizon om distribuering af forlagets ebøger, så de fra d. 1. april 2011 kan købes i de fleste online boghandler.

God fornøjelse

mallebuh.com

Helt parallelt

Jeg åbner døren til fejlfinderklinikken og træder indenfor. Jeg går hen ad en hvid gang, med døre til begge sider og ved hver dør står der et par sko. En lille rød lampe lyser over hver eneste dør, men jeg går forbi dem alle og standser først ved den sidste dør hvor lampen lyser grønt. Jeg tager mine sko af og stiller dem helt parallelt. Så gå jeg ind i en lille kabine og låser døren. Kabinen er på tre kvadratmeter og der er spejle overalt. Også i gulv og loft. En konsultation varer to timer.

YouTube

Dansklærerforeningen har lagt et par videoer fra Bogforum 2010 på YouTube:

Anna fortæller om mit forfatterskab for 5. - 6. klassetrin

Jeg fortæller om nogle af mine ungdomsromaner.

Download Zambesi som ebog - gratis

Ebøgerne er på vej og både bogbranchen og bogkøberne er stadig ved at forsøge at finde ud af hvordan de skal  håndtere det. Men det er forfatterne også. Selv ser jeg en mulighed for at få pustet nyt liv i for længst døde bøger. Tag en bog som Zambesi - min debutroman for voksne der udkom i 2000. Den fik en fantastisk modtagelse, men solgte ikke specielt godt og findes nu ikke længere på markedet. Og ingen forlag vil nogensinde genudgive den som papirbog. Men hvorfor ikke genudgive den som ebog? Det kan gøres næsten omkostningsfrit. Jeg har fået forlagsretten tilbage på flere af mine gamle bøger og har planer om at sende dem ud som ebøger. Jeg har eksperimenteret en del med epub formatet og efter mange eksperimenter er det lykkedes at lave en fornuftig version af Zambesi. Den ligger til gratis download her: http://mallebuh.dk/zambesi.html
[EDIT] Den kan ikke længere downloades gratis, men på ovenstående link kan man hente et gratis uddrag af bogen.

Mentale horisonter

Så er det på fredag der er fernisering på Det Hemmelige Galleri i Herning.

Mand går ned. 70 x 110

Se mere her:
Det Hemmelige Galleri


Pressemeddelelsen lyder:

Den mentale horisont begynder i Herning

To spændende kunstnere med jyske rødder skildrer virkeligheden i et sært univers

Af Gorm Albrechtsen

Verden kan anskues oppefra eller fra neden, fra højre eller fra venstre, i sort-hvid eller farver. Virkeligheden har mange vinkler, og set gennem vågne øjne bliver den til endnu mere med flere dimensioner.

Det skildrer to kunstnere på årets første udstilling i Det Hemmlige Galleri i Herning. Ud over fælles evner og vilje til at boltre sig i vilde udtryksformer har de en tilknytning til det midtvestjyske til fælles. De har også begge været tilknyttet lokale trykte medier i Herning.

Krads i overfladen

Nu får Bill Bach og Søren Jessen fælles 2011-afsæt med udstillingen ”Mentale Horisonter” fra 28. januar til 5. marts. Ferniseringen i galleriet falder dermed sammen med årets store ART-kunstudstilling i Herning Kongrescenter. Nu skal man ikke af dette fællesskab tro, at de gør brug af samme teknik og udtryksformer. Det er langtfra, men de er fælles om at skildre virkeligheden ved at give den deres eget præg.

Søren Jessen bekender sig til en SUBrealistisk undervirkelighed, som kunstneren når frem til ved at kradse i overfladen og gå i dybden. Det gør også hans karakteristiske skikkelser i det SUBrealistiske univers.

De bredeste skuldre

-Manden med det lille hoved, små hænder og små fødder og kolossalt brede skuldre er gribende, synes kunstneren. Manden kan ikke stå særlig stabilt, og er da også faldet på nogle af malerierne.

Mennesket er i virkeligheden ikke særlig stabilt – mentalt set, fastslår Søren Jessen. Selv dem med de bredeste skuldre rummer usikkerhed og angst. Indenunder har de sikkert de smalleste skuldre.

Det føles godt

Bill Bach har fundet inspiration blandt mange accepterede som ikke-accepterede kunstformer, og boltrer sig i udtryksformer som grafitti, typografi, computerspil, street art og mode. Hans første større udstilling viste inspiration af amerikansk pop-surrealisme, og på udstillingen Cartoon i galleriet i april 2009 skildrede han et amerikansk tegneserie-univers med velkendte helte- og skurkeskikkelser.

-Jeg har temmelig svært ved at formulere, hvad og hvorfor jeg maler. Men jeg maler helt klart fordi det føles godt og rigtigt, og fordi jeg simpelthen ønsker at blive bedre, siger han.

Tema fra samtiden

Billederne på udstillingen er overvejende malede collager. De bliver til på den måde, at Bill Bach først laver en skitse af elementer fra aviser og blade. De sættes sammen til nye motiver og billeder, som han så maler ud fra. Stilen er en blanding af traditionelle maleteknikker, graffitti og street art. Det er billeder man som beskuer godt kan bruge tid på.

-Mine temaer er fra min samtid, erklærer Bill Bach.

Fakta

Søren Jessen. Født 1963 i Sønderborg, student fra Herning Gymnasium 1982 . Deltog samme år i den censurerede kunstudstilling Forår 82 i Herning. Tegnede karrikaturtegninger af lokale personligheder til Herning Bladet. Har siden 1990 skrevet 39 bøger og illustreret endnu flere. Modtager af Kulturministeriets Illustratorpris i 2000, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium og den østrigske børne- og ungdomsbogpris 2010.

Fakta

Bill Bach. Født 1972. Var i begyndelsen af 1990’erne elev på Herning Folkeblad, blev siden grafiker i Ikast og printdesigner i Brande. Har i København udført en række grafiske og designmæssige opgaver, og været repræsenteret på gruppe- og solo-udstillinger, senest i 2010 på Region Midtjyllands censurerede efterårsudstilling og samme år med soloudstillingen Grafitti ved Skive Ny Kunstmuseum.

Skitser

Jeg fandt nogle sjove skitser under oprydning forleden. Det er meget tidlige skitser til billedbogen "Gider ikke! - historien om Gidrik - en vred ged", skrevet af Peter Mouritzen. Ingen af de to skitser her udviklede sig videre til færdige tegninger.

Drenge og bøger

Jeg hørte et indslag om bøger for drenge i radioen i dag. Det er Torben Weinreich der har udtalt, at børnebibliotekerne diskriminerer, fordi de har reoler med bøger til piger, men ikke nogen reoler til drengebøger. Journalisten har spurgt en række børnebiblioteker på Fyn, og ingen af dem har reoler med drengebøger.
Hvor er det ærgerligt. Og dumt. Det er jo netop drengene, der i høj grad dropper bøgerne, og netop derfor burde bibliotekerne gøre en ekstra indsats for at fange deres interesse. Bibliotekerne bliver mere og mere populistiske og det er en uheldig udvikling, hvis man spørger mig. Hvor skal man ellers finde den litteratur der ikke er storsælgende?
Det ender med at forlagene ikke vil udgive drengebøger, fordi der ikke er lige så stort salg i dem som pigebøgerne. Og til sidst er der heller ingen forfattere, der gider skrive dem. Undtagen mig og nogle få andre tosser. Men jeg kan nu engang ikke skrive andet. Jeg ved klart mest om hvad drenge tænker, hvordan de reagerer o.s.v. fordi jeg selv har været en engang, og fordi mine børn er drenge.

Læs mere om Weinreichs udtalelse her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/01/24/132828.htm

Kassedameteori

Jeg køber sjældent ind i det supermarked der ligger lige om hjørnet. Jeg går hellere de fem hundrede meter hen til det der ligger på pladsen med den store statue. Ikke fordi de har så mange andre varer end det lille supermarked, men fordi de har en enarmet kassedame. Og hun er den hurtigste af dem alle. Det får mig til at tænke på at stressede mennesker kan finde på at sige at de ville ønske de havde flere arme, men ifølge min kassedameteori vil det være den forkerte vej at gå. Kernen i min teori er at 'Less is more'. Der er mange ting vi mennesker har to af. Jeg har indkøbt økse, sav og grenklipper.

Kortprosa for børn

Jeg er også begyndt at skrive kortprosa for børn. Her kommer et par eksempler:

Hvis man samler alt det lakrids, man har imellem tæerne og gør det, fra man er barn, og til man bliver 50, så vil man kunne lave cirka 225 lakridspiber. Det siger Alberts onkel. Han har altid lakridspiber med til Albert, når han kommer på besøg. Desværre kan Albert ikke længere lide lakridspiber. Men det kan hans onkel.

En mand fandt en fin rund sten med hul i og lagde den i sin jakkelomme. Det var stenen glad for, for den lå blødt og godt og ville meget hellere ligge der end i den strandkant, hvor den havde ligget i to millioner år og hørt på alle de andre stens skænderier. Sådan er sten. De skændes og skændes.

Die andere Seite

I 2009 boede jeg i Berlin i en måned, og tog en dag ud til Scharf-Gerstenbergs samling på det surrealistiske museum og der opdagede jeg den østrigske tegner Alfred Kubin (1877 - 1959) som var kendt for sine "fantastiske" tegninger (fantastiske som genrebetegnelse). Det fremgik af nogle billedtekster at han også havde skrevet en eneste roman. Den udkom i 1909 med titlen Die andere Seite. Jeg blev nysgerrig, fandt ud af at det danske bibliotekssystem har nogle få eksemplarer på hylderne og lånte og læste den da jeg kom hjem til DK - på tysk. Og det var en fantastisk oplevelse. Især hvis man i forvejen er dybt fascineret af Franz Kafkas tekster. Die andere Seite er helt utroligt Kafkask - men bemærk årstallet 1909. Det er før Kafka begyndte at få udgivet sine første noveller (Dommen, 1913 og Forvandlingen, 1915) og selvfølgelig længe før Kafkas romaner udkom (posthumt).

Alfred Kubins roman er blevet genudgivet i en illustreret udgave på tysk i 2009 på forlaget Bibliothek Suhrkamp med titlen Die andere Seite - Ein phantastischer Roman og i 2010 på forlaget Rororo - uillustreret. Der må altså stadig være liv i den på det tysksprogede marked. Den er aldrig udkommet i Danmark. Det burde den virkelig. Den er på alle måder fantastisk.

Billeder af Alfred Kubin

Blyorganet

Manden med metaldetektoren er fantastisk. Jeg har endnu ikke set ham grave forgæves. Når der er udslag vrikker han fortovsfliserne op og begynder at grave. Hver gang dukker der en af de små skattekister op på størrelse med en skotøjsæske. Han åbner ikke engang skattekisterne. Stabler dem bare, kaster hullet til, lægger fliserne på igen og går videre med at lede efter den næste. Jeg sidder og venter på at han skal komme her hen, under mit vindue. Så vil jeg åbne det helt op og spørge om han ikke kan komme ind et øjeblik. Jeg giver kaffe. Han skal tage metaldetektoren med, og køre den hen over min krop, så jeg kan finde ud af hvor det er blyorganet helt præcist sidder.

Liv på spil

Har fået ny udgivelsesdato på ungdomsromanen "Liv på spil". Den er rykket frem og er nu sat til udgivelse den 3. februar.

Venskabet - kronik

Her er en billedkronik som var tiltænkt Politiken. De antog den ikke. Den er inspireret af Anders Fogh Rasmussens tur til USA i 2008 hvor han skulle være sammen med sin meget gode ven George Bush. De var ude at fiske, køre mountain bikes og den slags.

Upubliceret

Der er mange ting der aldrig bliver til noget. I livet såvel som i "kunsten". Det her handler om sidstnævnte. Og grunden til at tegninger eller tekster ikke bliver publiceret kan være mange. Enten at aftagerne - forlag, aviser, magasiner - ikke accepterer værket, eller at jeg selv mister troen på det og arkiverer det i skrivebordsskuffen. Under etiketten "Upubliceret" vil jeg lægge ting ud på bloggen som af den ene eller anden grund aldrig er blevet til noget. Det kan være skitser, færdige tegninger eller små tekster.

Alt det som rent faktisk er blevet publiceret kan jo være spændende nok, men alt det andet vil aldrig komme til offentlighedens kendskab - af og til med god ret - men af og til er der ting som efter min mening holder niveau. Det er dem jeg vil lægge ud på bloggen.

Feber

Jeg slugte engang en nål og kom på hospitalet. De hvidkitlede ville have mig til at spise lange kogte asparges og vatklumper der kunne pakke nålen ind. Nålen skulle så gerne komme ud ad naturlig vej, men det gjorde den aldrig. Det ved jeg, for jeg undersøgte personligt sagerne meget grundigt. Dengang var jeg frygteligt ked af det, men nu er jeg glad for det. Især når jeg får den der feber som af og til rammer mig. Ikke den der får min hud til at krakelere som malingen på en gammel vinduesramme, men den der får mine hænder til at svulme op til to balloner. Jeg bliver altid så bange for at de skal blive så store, at de løfter mig op af sengen, ud ad vinduet og ud i en uvis fremtid. Så er det, det er godt at vide at man en gang har slugt en nål der aldrig kom ud. Og den har endnu aldrig svigtet mig.

Nyt år

Jul og nytår lukkede kalender og blog, men nu er de netop blevet gravet ud og dukket frem - som et andet Bornholm der langsomt skyder sig op gennem snemasserne - og det er på tide at lægge både hoved og krop på bloggen igen.
Den her overgang mellem et gammelt år og et nyt er lidt belastende, synes jeg. For i tilbageblikket har jeg tendens til mest at se alle de ting der ikke lykkedes, og i fremadblikket ser jeg mest forhindringer. Men belært af barndommens westerns ved jeg også, at når man først sidder på hesten, med stetsonhatten trukket godt ned i panden og vanddunken fyldt til randen, så finder man også en vej gennem det terræn der ser så uvejsomt ud. Man har gjort det før. Det skal nok gå.