onsdag den 15. december 2010

Lad ruinerne stå

Jeg synes man skal lade de bombede bygninger stå. Som minde om de tider der nu heldigvis er forbi. Lad dog de nye bygninger skyde op imellem ruinerne, så vil folk hurtigt finde ud af hvor smukt de komplementerer hinanden. Der findes ikke noget mere gåde- eller stemningsfuldt end en ruin. Især ikke hvis grunden til ødelæggelsen er gået i glemmebogen og det er en dejlig varm dag med blå himmel og softice i gigantiske vafler. Det må byplanlæggerne da også kunne se. Måske psykiaterne kan hjælpe med at overtale dem. De arbejder også tit med ruiner, men det får dem jo ikke til at foreslå at ruinerne rives ned. Nej, lad dog ruinerne stå, siger jeg. De er så smukke når solen skinner.

tirsdag den 14. december 2010

Mentale horisonter

Mand lækker

Jeg har netop lavet en aftale med Det Hemmelige Galleri i Herning om at udstille malerier der. Ferniseringen bliver den 28. januar klokken 15. Medudstiller bliver Bill Bach der laver nogle vilde billeder, inspireret af graffitti og tegneserier. Se her: http://systemreef.blogspot.com/

Ole Lund Kirkegaard

Jeg har netop modtaget årets julegavebog fra Gyldendals BU redaktion. Det er "Historien om en snor" af Ole Lund Kirkegaard. I forordet er der et citat af Ole Lund Kirkegaard. Han siger: "Altså noget af det jeg er optaget af, det er, at vende om på ting - for rigtigt at kunne se virkeligheden - for ligesom at få øjnene op for, at virkeligheden også kan være på en anden måde."
Sådan taler en ægte subrealist (se subrealisme manifestet under en af fanerne øverst på siden).

torsdag den 9. december 2010

En glemt historie

Min fantasi er bedre end min hukommelse, og det er en stor fordel, når man skal fortælle om sig selv. Men det kan også give problemer, som dengang jeg kom til at give den samme kvinde to helt forskellige historier om mig selv. Hun blev rasende. Nok fordi vi lige var flyttet sammen i en treværelses lejlighed. Hun forlangte at få sandheden, og da gik det op for mig, at jeg havde glemt den. Og jeg kan stadig ikke huske den sådan helt præcist. Men en eller anden dag er det den der kommer ud af munden på mig, og så vil jeg kunne kende den. Det er jeg ret sikker på.

tirsdag den 7. december 2010

ebøger

Det bliver nok heller ikke denne jul hvor ebøger for alvor hitter i DK. Så må det blive den næste. For der er ingen tvivl om at de kommer. Jeg var inde i en boghandel i går og spurgte om jeg kunne prøve den ebogslæser de sælger, men det kunne jeg ikke komme til. Hvem køber et stykke elektronik til 1.600 kroner ubeset og uafprøvet? Boghandlerne er jo overhovedet ikke oppe i gear på det her område. Forlagene heller ikke. Jeg har fået forlagsretten tilbage på en række af mine gamle bøger som aldrig nogensinde vil blive genoptrykt. Nu går jeg med planer om selv at lave ebøger af de gamle titler. Skal bare lige have fundet ud af hvordan man gør.

søndag den 5. december 2010

Margarineklokker

Mørket er totalt. Eneste lys er viserne på mit ur. Klokken er tre og natten er tavs. Men et eller andet har vækket mig. Så hører jeg det. En underlig dyb, dump lyd der kan mærkes i brystet. Jeg tager tøj på og går ned på gaden. En flok mennesker står og kigger op på et kirketårn. ”Hør, hvor de ringer,” hvisker en kvinde. Jeg lytter. Holder vejret. Der lyder en dæmpet klasken, ikke en ringen. ”Hvad er det?” spørger jeg. ”Margarineklokkerne,” svarer hun henført. En mand vender sig og tysser vredt på os.

fredag den 3. december 2010

Tungesten

Der findes folk der danner sten i nyrerne eller galdeblæren. De kaldes stendannere. Jeg er også stendanner, men jeg danner sten på tungen. Når jeg får et anfald, bliver min tunge tæt belagt med småsten, som jeg selvfølgelig hurtigt skraber af, men hver gang jeg skraber, kommer der nye sten, der er større end de forrige, og de ender med at være på størrelse med en golfbold. De kommer ud som æg af en tryllekunstners mund. Netop som jeg bliver bange for at den næste sten er så stor, at jeg ikke vil kunne få den over mine læber, stopper det. Den sidste sten gemmer jeg altid, for jeg har en god ven der er geolog og han kan hver gang med sikkerhed fastslå hvor stenene kommer fra. Sidste gang var det en lavasten fra Hawaii.

Nyt ord i rummet

NASA har netop offentliggjort en nyhed om, at kriterierne for definitionen på liv må udvides efter fundet af en bakterie, der kan leve af arsen. Fint nok. Men hvad så når de finder en eller anden form for bakterielt liv på en eller anden fjern måne? Hvad bliver så det næste, man skal lede efter? Ja, det må være intelligent liv i rummet. Den ultimative opdagelse. Man har bare ikke en betegnelse for en astrobiolog, der leder efter intelligent liv i rummet, og det var et problem, jeg havde brug for at løse, da jeg skrev ungdomsromanen "Den sorte terning", der foregår i fremtiden (Gyldendal 2009). Så jeg henvendte mig til Ivar Gjørup (der i mange år tegnede Egoland til Politiken) og spurgte, om han ville være med til at skabe et helt nyt ord. Det ville han i den grad, og han kom med flere forslag, hvoraf vi blev enige om, at det bedste var "sofokosmolog". Ivar forklarer ordet således: sophós, klog, viis - kósmos, verdensorden, verdensalt - lógos, sprog, tale; lære. Værsgo' NASA. Ordet er til fri afbenyttelse.


torsdag den 2. december 2010

Subrealisme

De malerier jeg maler, og mange af de ting jeg skriver (som Zambesi, Erindringer om fremtiden, Den skæve dreng, Den hule pige) falder ved siden af de normale genrebetegnelser, synes jeg. Malerierne er ikke rendyrket surrealisme, og de omtalte bøger er ikke fantasy, ej heller science fiction. Fælles for både malerier og historier er at de rummer fantastiske elementer, og at de konkretiserer mentale tilstande. Så jeg har gået og rodet med at skrive et manifest, der kan dække den slags bedre end de nuværende ismer og er kommet på betegnelsen subrealisme. Ismer skal have et manifest. Så det kommer her. Det er ikke færdigt. Jeg polerer og bygger til - forslag og ideer er velkomne:



Et manifest

I en tid hvor terapishopping, pillekure mod ondt i livet og plastikkirurgi er almindeligt forekommende foreteelser og hvor meget drejer sig om overflade og lethed, vil subrealismen nedad. Nedad mod fordybelsen, og ind i det enkelte menneske for at skubbe til de bærende konstruktioner. Et menneske i ubalance er så meget mere interessant end et menneske, der står stille. Det sjove er at mennesket stræber mod balance og ser ubalance som noget, man skal forsøge at undgå. Intet kunne være mere forkert. Ubalance er lig med udvikling. Stilstand er lig med døden.

Virkeligheden er en illusion. Virkeligheden er en fortolkning som hver af os gør hver eneste dag, og det værktøj vi bruger til at fortolke verden med er vores psyke, som ligger og påvirker virkeligheden nedefra. Der hvor det enkelte menneske er mest følsomt. I rodsystemet. Her skiller subrealismen sig ud fra surrealismen, selvom de to ismer kan minde meget om hinanden. Subrealismen interesserer sig ikke for arketyper og drømme, men mere for hvad det enkelte menneske rummer af forvrængede selv- og virkelighedsopfattelser.

Henri Matisse skrev i 1908 om fauvismen:
Det, jeg drømmer om, er en balancens kunst, en renhed og klarhed, der er blottet for bekymrende eller deprimerende emner, en kunst, der ... kunne have en formildende indflydelse, som et beroligende middel for sjælen, noget i retningen af en god lænestol, hvor man kan hvile ud efter fysisk anstrengelse.

Subrealismen vil det stik modsatte af Henri Matisse og fauvisterne. Når hverdagen – i den vestlige verden – for manges vedkommende netop er blevet en god lænestol, så skal subrealismen være den fakirseng, der kan bringe folk ud af deres daglige rutiner, og hvor det at leve er blevet utroligt let, mens det at eksistere bliver sværere og sværere. Mennesket er som alle dyr interesseret i at slippe så nemt om ved at leve som muligt. Det har skabt en buldrende fedmeepidemi. Fedme går hen og bliver det normale. Tal lige om virkelighedsforvrængning.

Nephew synger: ”Hvem der bare ku’ klare sig med hjælp fra sig selv.” Den tendens ligger i høj grad i tiden. Alt udefrakommende er noget skidt. Det forstyrrer balancen. Igen en helt forkert antagelse. Vi har netop brug for impulser udefra. Det eneste man får ud af at lukke sig om sig selv er betændelse i navlen.


Alle propper

Alle må have prøvet at få en pludselig mistanke til en specielt mørk fregne på kroppen. Gør ikke som jeg. Lad være med at købe en skalpel på apoteket for at lirke fregnen af, og når det ikke lykkes så prøve at skære rundt om den som var den en prop der bare lige skal løsnes. For den er en prop. Idet den springer af, står der en tynd, klar væskestråle ud af hullet, der snart får fyldt vaskefadet til randen. Så er det man opdager at prikken hænger og dingler i en hudstrimmel og så kan det nok være man får proppen sat i og skalpellen smidt væk. Man bliver glad for sine brune prikker, men gyser ved tanken om et kraftigt nys der pludselig vil få alle propper til at springe.

onsdag den 1. december 2010

Fodgængerundergang

Her er et eksempel på en kortprosatekst der har inspireret til et maleri:


Fodgængerundergang
Hvis byens vejbaner pludselig sank hundrede meter ned i dybet, efterladende fortovene og de hvide felter i fodgængerovergangene som høje, smalle klipper, og hvis man selv netop var midt i et fodgængerfelt, så ville man nok gå i panik og hovedløst springe fra felt til felt, skrigende som et dyr, kun med én tanke i hovedet: at komme i sikkerhed på det brede fortov. Eller man synker sammen, fordi fodgængerovergangen er blevet til en fodgængerundergang. Stivnet af skræk, eller måske rystende og flæbende, råber man om hjælp indtil redningshelikopteren kommer og man bliver trukket op i sikkerhed og fløjet til det nærmeste hospital til behandling for chok – og måske også underafkøling. Jeg må desværre nok indrømme at sidst det skete for mig, var jeg en af dem der måtte hentes med helikopter.

Fodgængerundergang - 130 x 90 cm - acryl på lærred

Kortprosa

Jeg går og roder lidt med kortprosa i min fritid. Det er en fantastisk dejlig form, fordi den er så umiddelbar og hurtig. Jeg bruger det som en slags notesbog der giver form til løsrevne ideer. Af og til rummer de korte tekster ting som jeg kan bruge både som elementer i romaner eller som udgangspunkt for malerier. I den kommende tid vil jeg drysse nogle af mine kortprosatekster ud over bloggen med ujævne mellemrum. Her kommer det første drys:


Den negative nat
I den negative nat er himlen blændende hvid og måneseglet dybsort. I den negative nat er kvinderne klædt i korte, hvide kjoler og mændene i hvide jakkesæt, sorte skjorter og hvide slips. Deres smil er sorte månesegl. De vender det sorte ud af øjnene, der med deres små kridhvide pupiller gennemborer en som laserstråler. I den negative nat er der kulsort indendørs. Avisens blændende hvide bogstaver gør der muligt at læse uden brug af lys. Hvert ord, hvert bogstav, hvert punktum skal indoptages og nydes i fulde drag. Men de negative nætter er blevet sjældnere, nu hvor polerne vender og alt ændrer sig. Det er en skam. En stor skam.

fredag den 26. november 2010

Mor, hvis du var mælk

Forleden holdt jeg foredrag på Elsted skole og fortalte følgende gamle historie om hvor ideer kan komme fra:

For omkring 15 år siden kørte jeg i en bybus, og på sædet foran mig sad en mor og hendes lille datter. Pludselig kigger datteren på sin mor og siger: "Mor, hvis du var mælk kunne jeg drikke dig helt op."
Fantastisk. Børn er rene guldminer. Jeg noterede straks det pigen havde sagt på et stykke papir og vidste at jeg en eller anden dag ville få brug for det. Og ganske rigtigt. Ti år senere ville Thiese mejeri have historier på deres mælkekartoner og jeg blev spurgte om jeg ville skrive en historie. Jeg huskede det pigen havde sagt og skrev følgende:

Sådan en morgen
Pigen vågnede og mærkede straks, at det var
sådan en morgen. Hun kunne mærke det i gangen,
på toilettet og da hun sad ved køkkenbordet.
Men hun mærkede det allermest, da hun så sin
mor.
- Vil du have brød? spurgte moren.
Pigen svarede: - Mor, hvis du var mælk kunne jeg
drikke dig helt op.
Moren sukkede. - Nej, ikke i dag.
- Jo, sagde pigen.
Moren sukkede igen. - Behøver jeg være
mælk? Kan jeg ikke være noget andet?
For eksempel en støvle.
- Nej. Mælk, sagde pigen.
- Jeg vil hellere være en vante eller et æble.
- Mor, du skal være mælk.
- Okay, sukkede moren og så blev hun drukket.
Helt op.

lørdag den 20. november 2010

Foredrag i Vestjylland

I oktober måned var jeg på foredragsturné i Vestjylland i tre dage. De enkelte skoler har evalueret mine besøg. Her er uddrag af hvad de har skrevet:


Vi havde besøg af Søren Jessen tirsdag. Han fangede vores indskolingsgruppe til fulde mens han tegnede og fortalte! Børnene syntes at han var sej til at tegne og at han fortalte sjove historier. Søren Jessen kan vi varmt anbefale til andre!
Faster Skole

Det kan vi kun tilslutte os.
Videbæk Skole

Vi havde besøg af Søren Jessen sidste onsdag, jeg kunne desværre ikke selv deltage pga kursus, men de første elever, jeg mødte da jeg kom på skolen, var vildt begejstret for hans måde at tegne og fortælle. Flere elever har siden sagt at det kunne godt gentages.
Lærerne kunne ligeledes fortælle om aktiv lyttende og opmærksomhed hos alle (4.-6.kl).
Bork Skole

En meget oplagt Søren Jessen svingede den brede edding-pen og tryllede med sin streg de mest fantastiske fantasidyr frem på tegnepapiret mens eleverne aktivt kom med forslag til detaljer i billedet. Vores elever elsker gentagelser og de kunne næste ikke få nok - Søren forstod at inddrage dem, lyttede til dem og levede med i alle de forslag der kom. Indimellem kom der så fortællinger om en del af de bøger han havde udvalgt. Også her havde han eleverne på banen, hvor de kom med forslag til handling; men her måtte Søren skuffe dem! Ikke fordi deres handling ikke duede; men fordi han som forfatter havde bestemt sig for et andet forløb og en anden slutning. Han roste dem for deres forslag og fik på en fin måde fortalt, at det fine ved at være forfatter nu var, at det var ham der bestemte hvordan historien skulle skrives. Søren Jessen kan varmt anbefales for alle alderstrin, han er god til at være på og god til at inddrage eleverne.
Inden han kom fra Skjernåskolen måtte han signere samtlige tegninger - og de pryder nu klasseværelserne rundt omkring på skolen.
Skjernåskolen

fredag den 19. november 2010

Det sner

Den østrigske forfatter Heinz Janisch har skrevet en billedbogshistorie som jeg skal illustrere. Bogen udkommer på det Schweiziske forlag Bajazzo i 2012. Jeg regner med at lave tegningerne den kommende vinter og håber på masser af sne!
Snedragen her er den prøvetegning jeg lavede til manuskriptet.

torsdag den 18. november 2010

Ny roman på vej


Jeg har fået antaget en ny ungdomsroman på Gyldendal. Den hedder "Liv på spil" og udkommer formentlig til marts 2011.
Handlingen går kort fortalt ud på, at en dreng, som spiller meget på computer, helt tilfældigt får fat i et computerspil, som ingen har hørt om. Det viser sig, at han kan styre alle mennesker med det spil. Han bliver på en måde gud. Gud er gamer!
Han finder hurtigt ud af, at han kan løse mange af sine, forældrenes og vennernes problemer, men han finder også ud af, at hver gang han løser et problem, skaber han tre nye.

Udkommer marts 2011