mandag den 31. januar 2011

Helt parallelt


Jeg åbner døren til fejlfinderklinikken og træder indenfor. Jeg går hen ad en hvid gang, med døre til begge sider og ved hver dør står der et par sko. En lille rød lampe lyser over hver eneste dør, men jeg går forbi dem alle og standser først ved den sidste dør hvor lampen lyser grønt. Jeg tager mine sko af og stiller dem helt parallelt. Så gå jeg ind i en lille kabine og låser døren. Kabinen er på tre kvadratmeter og der er spejle overalt. Også i gulv og loft. En konsultation varer to timer.

torsdag den 27. januar 2011

YouTube

Dansklærerforeningen har lagt et par videoer fra Bogforum 2010 på YouTube:


Anna fortæller om mit forfatterskab for 5. - 6. klassetrin


Jeg fortæller om nogle af mine ungdomsromaner.

Download Zambesi som ebog - gratis

Ebøgerne er på vej og både bogbranchen og bogkøberne er stadig ved at forsøge at finde ud af hvordan de skal  håndtere det. Men det er forfatterne også. Selv ser jeg en mulighed for at få pustet nyt liv i for længst døde bøger. Tag en bog som Zambesi - min debutroman for voksne der udkom i 2000. Den fik en fantastisk modtagelse, men solgte ikke specielt godt og findes nu ikke længere på markedet. Og ingen forlag vil nogensinde genudgive den som papirbog. Men hvorfor ikke genudgive den som ebog? Det kan gøres næsten omkostningsfrit. Jeg har fået forlagsretten tilbage på flere af mine gamle bøger og har planer om at sende dem ud som ebøger. Jeg har eksperimenteret en del med epub formatet og efter mange eksperimenter er det lykkedes at lave en fornuftig version af Zambesi. Den ligger til gratis download her: http://mallebuh.dk/zambesi.html
[EDIT] Den kan ikke længere downloades gratis, men på ovenstående link kan man hente et gratis uddrag af bogen.

onsdag den 26. januar 2011

Mentale horisonter

Så er det på fredag der er fernisering på Det Hemmelige Galleri i Herning.
Mand går ned. 70 x 110


Se mere her:
Det Hemmelige Galleri


Pressemeddelelsen lyder:

Den mentale horisont begynder i Herning

To spændende kunstnere med jyske rødder skildrer virkeligheden i et sært univers

Af Gorm Albrechtsen

Verden kan anskues oppefra eller fra neden, fra højre eller fra venstre, i sort-hvid eller farver. Virkeligheden har mange vinkler, og set gennem vågne øjne bliver den til endnu mere med flere dimensioner.
Det skildrer to kunstnere på årets første udstilling i Det Hemmlige Galleri i Herning. Ud over fælles evner og vilje til at boltre sig i vilde udtryksformer har de en tilknytning til det midtvestjyske til fælles. De har også begge været tilknyttet lokale trykte medier i Herning.
Krads i overfladen
Nu får Bill Bach og Søren Jessen fælles 2011-afsæt med udstillingen ”Mentale Horisonter” fra 28. januar til 5. marts. Ferniseringen i galleriet falder dermed sammen med årets store ART-kunstudstilling i Herning Kongrescenter. Nu skal man ikke af dette fællesskab tro, at de gør brug af samme teknik og udtryksformer. Det er langtfra, men de er fælles om at skildre virkeligheden ved at give den deres eget præg.
Søren Jessen bekender sig til en SUBrealistisk undervirkelighed, som kunstneren når frem til ved at kradse i overfladen og gå i dybden. Det gør også hans karakteristiske skikkelser i det SUBrealistiske univers.
De bredeste skuldre
-Manden med det lille hoved, små hænder og små fødder og kolossalt brede skuldre er gribende, synes kunstneren. Manden kan ikke stå særlig stabilt, og er da også faldet på nogle af malerierne.
Mennesket er i virkeligheden ikke særlig stabilt – mentalt set, fastslår Søren Jessen. Selv dem med de bredeste skuldre rummer usikkerhed og angst. Indenunder har de sikkert de smalleste skuldre.
Det føles godt
Bill Bach har fundet inspiration blandt mange accepterede som ikke-accepterede kunstformer, og boltrer sig i udtryksformer som grafitti, typografi, computerspil, street art og mode. Hans første større udstilling viste inspiration af amerikansk pop-surrealisme, og på udstillingen Cartoon i galleriet i april 2009 skildrede han et amerikansk tegneserie-univers med velkendte helte- og skurkeskikkelser.
-Jeg har temmelig svært ved at formulere, hvad og hvorfor jeg maler. Men jeg maler helt klart fordi det føles godt og rigtigt, og fordi jeg simpelthen ønsker at blive bedre, siger han.
Tema fra samtiden
Billederne på udstillingen er overvejende malede collager. De bliver til på den måde, at Bill Bach først laver en skitse af elementer fra aviser og blade. De sættes sammen til nye motiver og billeder, som han så maler ud fra. Stilen er en blanding af traditionelle maleteknikker, graffitti og street art. Det er billeder man som beskuer godt kan bruge tid på.
-Mine temaer er fra min samtid, erklærer Bill Bach.
Fakta
Søren Jessen. Født 1963 i Sønderborg, student fra Herning Gymnasium 1982 . Deltog samme år i den censurerede kunstudstilling Forår 82 i Herning. Tegnede karrikaturtegninger af lokale personligheder til Herning Bladet. Har siden 1990 skrevet 39 bøger og illustreret endnu flere. Modtager af Kulturministeriets Illustratorpris i 2000, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium og den østrigske børne- og ungdomsbogpris 2010.
Fakta
Bill Bach. Født 1972. Var i begyndelsen af 1990’erne elev på Herning Folkeblad, blev siden grafiker i Ikast og printdesigner i Brande. Har i København udført en række grafiske og designmæssige opgaver, og været repræsenteret på gruppe- og solo-udstillinger, senest i 2010 på Region Midtjyllands censurerede efterårsudstilling og samme år med soloudstillingen Grafitti ved Skive Ny Kunstmuseum.

tirsdag den 25. januar 2011

Skitser

Jeg fandt nogle sjove skitser under oprydning forleden. Det er meget tidlige skitser til billedbogen "Gider ikke! - historien om Gidrik - en vred ged", skrevet af Peter Mouritzen. Ingen af de to skitser her udviklede sig videre til færdige tegninger.



mandag den 24. januar 2011

Drenge og bøger

Jeg hørte et indslag om bøger for drenge i radioen i dag. Det er Torben Weinreich der har udtalt, at børnebibliotekerne diskriminerer, fordi de har reoler med bøger til piger, men ikke nogen reoler til drengebøger. Journalisten har spurgt en række børnebiblioteker på Fyn, og ingen af dem har reoler med drengebøger.
Hvor er det ærgerligt. Og dumt. Det er jo netop drengene, der i høj grad dropper bøgerne, og netop derfor burde bibliotekerne gøre en ekstra indsats for at fange deres interesse. Bibliotekerne bliver mere og mere populistiske og det er en uheldig udvikling, hvis man spørger mig. Hvor skal man ellers finde den litteratur der ikke er storsælgende?
Det ender med at forlagene ikke vil udgive drengebøger, fordi der ikke er lige så stort salg i dem som pigebøgerne. Og til sidst er der heller ingen forfattere, der gider skrive dem. Undtagen mig og nogle få andre tosser. Men jeg kan nu engang ikke skrive andet. Jeg ved klart mest om hvad drenge tænker, hvordan de reagerer o.s.v. fordi jeg selv har været en engang, og fordi mine børn er drenge.

Læs mere om Weinreichs udtalelse her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/01/24/132828.htm

fredag den 21. januar 2011

Kassedameteori


Jeg køber sjældent ind i det supermarked der ligger lige om hjørnet. Jeg går hellere de fem hundrede meter hen til det der ligger på pladsen med den store statue. Ikke fordi de har så mange andre varer end det lille supermarked, men fordi de har en enarmet kassedame. Og hun er den hurtigste af dem alle. Det får mig til at tænke på at stressede mennesker kan finde på at sige at de ville ønske de havde flere arme, men ifølge min kassedameteori vil det være den forkerte vej at gå. Kernen i min teori er at 'Less is more'. Der er mange ting vi mennesker har to af. Jeg har indkøbt økse, sav og grenklipper.

tirsdag den 18. januar 2011

Kortprosa for børn

Jeg er også begyndt at skrive kortprosa for børn. Her kommer et par eksempler:


Hvis man samler alt det lakrids, man har imellem tæerne og gør det, fra man er barn, og til man bliver 50, så vil man kunne lave cirka 225 lakridspiber. Det siger Alberts onkel. Han har altid lakridspiber med til Albert, når han kommer på besøg. Desværre kan Albert ikke længere lide lakridspiber. Men det kan hans onkel.

En mand fandt en fin rund sten med hul i og lagde den i sin jakkelomme. Det var stenen glad for, for den lå blødt og godt og ville meget hellere ligge der end i den strandkant, hvor den havde ligget i to millioner år og hørt på alle de andre stens skænderier. Sådan er sten. De skændes og skændes.

fredag den 14. januar 2011

Die andere Seite

I 2009 boede jeg i Berlin i en måned, og tog en dag ud til Scharf-Gerstenbergs samling på det surrealistiske museum og der opdagede jeg den østrigske tegner Alfred Kubin (1877 - 1959) som var kendt for sine "fantastiske" tegninger (fantastiske som genrebetegnelse). Det fremgik af nogle billedtekster at han også havde skrevet en eneste roman. Den udkom i 1909 med titlen Die andere Seite. Jeg blev nysgerrig, fandt ud af at det danske bibliotekssystem har nogle få eksemplarer på hylderne og lånte og læste den da jeg kom hjem til DK - på tysk. Og det var en fantastisk oplevelse. Især hvis man i forvejen er dybt fascineret af Franz Kafkas tekster. Die andere Seite er helt utroligt Kafkask - men bemærk årstallet 1909. Det er før Kafka begyndte at få udgivet sine første noveller (Dommen, 1913 og Forvandlingen, 1915) og selvfølgelig længe før Kafkas romaner udkom (posthumt).

Alfred Kubins roman er blevet genudgivet i en illustreret udgave på tysk i 2009 på forlaget Bibliothek Suhrkamp med titlen Die andere Seite - Ein phantastischer Roman og i 2010 på forlaget Rororo - uillustreret. Der må altså stadig være liv i den på det tysksprogede marked. Den er aldrig udkommet i Danmark. Det burde den virkelig. Den er på alle måder fantastisk.

Billeder af Alfred Kubin

søndag den 9. januar 2011

Blyorganet

Manden med metaldetektoren er fantastisk. Jeg har endnu ikke set ham grave forgæves. Når der er udslag vrikker han fortovsfliserne op og begynder at grave. Hver gang dukker der en af de små skattekister op på størrelse med en skotøjsæske. Han åbner ikke engang skattekisterne. Stabler dem bare, kaster hullet til, lægger fliserne på igen og går videre med at lede efter den næste. Jeg sidder og venter på at han skal komme her hen, under mit vindue. Så vil jeg åbne det helt op og spørge om han ikke kan komme ind et øjeblik. Jeg giver kaffe. Han skal tage metaldetektoren med, og køre den hen over min krop, så jeg kan finde ud af hvor det er blyorganet helt præcist sidder.

fredag den 7. januar 2011

Liv på spil

Har fået ny udgivelsesdato på ungdomsromanen "Liv på spil". Den er rykket frem og er nu sat til udgivelse den 3. februar.

torsdag den 6. januar 2011

Venskabet - kronik

Her er en billedkronik som var tiltænkt Politiken. De antog den ikke. Den er inspireret af Anders Fogh Rasmussens tur til USA i 2008 hvor han skulle være sammen med sin meget gode ven George Bush. De var ude at fiske, køre mountain bikes og den slags.



Upubliceret

Der er mange ting der aldrig bliver til noget. I livet såvel som i "kunsten". Det her handler om sidstnævnte. Og grunden til at tegninger eller tekster ikke bliver publiceret kan være mange. Enten at aftagerne - forlag, aviser, magasiner - ikke accepterer værket, eller at jeg selv mister troen på det og arkiverer det i skrivebordsskuffen. Under etiketten "Upubliceret" vil jeg lægge ting ud på bloggen som af den ene eller anden grund aldrig er blevet til noget. Det kan være skitser, færdige tegninger eller små tekster.

Alt det som rent faktisk er blevet publiceret kan jo være spændende nok, men alt det andet vil aldrig komme til offentlighedens kendskab - af og til med god ret - men af og til er der ting som efter min mening holder niveau. Det er dem jeg vil lægge ud på bloggen.

mandag den 3. januar 2011

Feber

Jeg slugte engang en nål og kom på hospitalet. De hvidkitlede ville have mig til at spise lange kogte asparges og vatklumper der kunne pakke nålen ind. Nålen skulle så gerne komme ud ad naturlig vej, men det gjorde den aldrig. Det ved jeg, for jeg undersøgte personligt sagerne meget grundigt. Dengang var jeg frygteligt ked af det, men nu er jeg glad for det. Især når jeg får den der feber som af og til rammer mig. Ikke den der får min hud til at krakelere som malingen på en gammel vinduesramme, men den der får mine hænder til at svulme op til to balloner. Jeg bliver altid så bange for at de skal blive så store, at de løfter mig op af sengen, ud ad vinduet og ud i en uvis fremtid. Så er det, det er godt at vide at man en gang har slugt en nål der aldrig kom ud. Og den har endnu aldrig svigtet mig.

Nyt år

Jul og nytår lukkede kalender og blog, men nu er de netop blevet gravet ud og dukket frem - som et andet Bornholm der langsomt skyder sig op gennem snemasserne - og det er på tide at lægge både hoved og krop på bloggen igen.
Den her overgang mellem et gammelt år og et nyt er lidt belastende, synes jeg. For i tilbageblikket har jeg tendens til mest at se alle de ting der ikke lykkedes, og i fremadblikket ser jeg mest forhindringer. Men belært af barndommens westerns ved jeg også, at når man først sidder på hesten, med stetsonhatten trukket godt ned i panden og vanddunken fyldt til randen, så finder man også en vej gennem det terræn der ser så uvejsomt ud. Man har gjort det før. Det skal nok gå.