torsdag den 13. november 2014

Børn&Bøger

Spændende bog
Dødshacket er nervepirrende spændende og har alt det, der skal til. Spænding, tempo, kærlighed, helte og skurke, død, livsfare, hæsblæsende flugt, kamp mellem det onde og det gode og en snert af "det kunne blive virkelighed en dag".
Dødshacket er en ekstremt action- og handlingsmættet, næsten filmisk visualiserbar fortælling, og bogen kan uforbeholdent anbefales til alle spændingshungrende teenagere, der uden tvivl ikke vil slippe den igen, før sidste blad uigenkaldeligt er vendt, og der blot er en sur ventetid tilbage, før man kan kaste sig over næste udgivelse.
Anette Grønholt Andersen - Børn&Bøger

mandag den 28. juli 2014

Dødshacket

Flere anmeldelser:


Det actionmættede og tankevækkende første bind fortæller om Ertons oplevelser på flugt ... Forfatteren har sans for både nutid og fremtid. Og 'nysprog'. Han fornemmer, hvilken vej det bærer, samtidig med at han kan skrue en temmelig spændende historie sammen for store børn og unge.
Steffen Larsen, Politiken

Jeg har hørt meget spændende om denne bog, og jeg må ærligt sige at det bestemt ikke skuffer! ... Jeg er meget positiv overrasket over denne bog, der er virkelig fart over feltet. Den er velskrevet og man sluger bare kapitlerne, så man sidder sulten tilbage efter mere! Jeg glæder mig til bind 2, for kampen er bestemt ikke ovre endnu...
Line Dalbro - blogger

Søren Jessen har virkelig skruet en god bog sammen for unge i de tidlige teenage år. Man bliver straks opslugt af fremtidsverdenen og Ertons flugt for sit liv, og man bliver straks overbevist af bogens oprigtighed. Han formår at tage "robotterne overtager verden"-temaet op og gøre det til sit eget emne, som det ikke er set før, Erton virker fuldt oprigtig, en fjende man ikke havde forventet men der er som altid venner i nødens stund ... Handlingen i Dødshacket løber stærkt, og der sker noget i hvert kapitel, og man når bestemt ikke at kede sig. Især Erton er ramt utrolig godt, han virker oprigtigt usikker, men også gåpåmodet er der. Der er hele tiden tvivl om hvem kan han stole på, men han besidder også barndommens blinde tillid.
Boggnasker.dk

lørdag den 14. juni 2014

Mesterlig ungdomsroman



I »Dødshacket« præsenterer Søren Jessen et interessant fremtidsscenarie. Plottet udspiller sig i en teknologisk avanceret fremtid, der alligevel er sært genkendelig, selvom meget har ændret sig. 
Søren Jessen leger på mange måder med tanken om, hvordan verden med tiden vil komme til at se ud, hvis vi fortsætter ad den kurs, der fastsættes i dag. 
... Dét tankeeksperiment fungerer eminent som kulisse til bogens dynamiske og uforudsigelige handling. Man accepterer med det samme plottets præmisser og lærer mere og mere om den verden, det udspiller sig i, i takt med at fortællingen skrider frem. Det er mesterligt komponeret fra Søren Jessens side, og man kan ikke undgå at blive opslugt af både handling og fremtidsverden. 
... Der opstår både smuk og tankevækkende symbolik i mødet mellem menneske og robot, samtidig med at bogen også er et realistisk bud på, hvad der egentlig foregår i hovedet på en 13-årig dreng. 
Søren Jessen har med andre ord begået en gennemført, gennemtænkt og gribende ungdomsroman, som vil begejstre både piger og drenge i de tidlige teenageår. En meget lovende start på science fiction-trilogien »Det blå blod«.

Mette Christensen - Aarhus Stiftstidende

torsdag den 12. juni 2014

Dødshacket

Dødshacket er første bind i science fiction trilogien Det blå blod.

Menneskene er blevet afhængige af robotter. Robotterne er overalt. På fabrikkerne, i hjemmene, på kontorerne. De udfører de opgaver, som menneskene ikke gider påtage sig, eller som der ikke er mennesker nok til at dække.

Erton er på vej på ferie, da han ser noget, han ikke skulle have set. Han ser en robot dræbe et menneske. Det burde ikke kunne ske. Alle robotter er sikrede mod at kunne bryde robotloven, der siger, at ingen robot kan skade noget menneske. Alligevel sker det, og Erton må flygte. For han er robottens næste offer.

Uddrag:
Den gamle lagde pistolen fra sig på et bord, knælede ned ved siden af pigen på gulvet og rørte ved den blå nanovæske på hendes bryst. Han studerede sine blå fingerspidser. ”Er det ikke morsomt,” sagde han, ”at man har valgt at give dem blåt blod, nu hvor der ikke længere findes konger og dronninger?” Han kiggede på Erton. ”Vidste du, at man i gamle dage sagde, at overklassen, de adelige, havde blåt blod i årerne?”
Erton rystede på hovedet.
”Det gjorde man,” mumlede den hvidhårede og kiggede på pigen. ”For flere hundrede år siden var det dem med blåt blod i årerne, der styrede verden. Måske bliver det sådan igen en dag.”
Anmeldelser:
Det er lykkedes Søren Jessen at skabe en solid historie med interessante hovedpersoner. Jeg læste bogen i et stræk og nød det i fulde drag.
Weekend Avisen - Damian Arguimbau

søndag den 16. februar 2014