Sammenhænge

I forbindelse med at jeg er ved at klargøre en af mine ældre bøger "Wolf - Ulvemandens fortællinger" til udgivelse som e-bog, har jeg opdaget at en af historierne i sin grundide minder meget om min nyeste ungdomsroman "Liv på spil". Det drejer sig om novellen "Den underlige mands underlige ur", som i øvrigt i 2010 er blevet trykt i Anna Karlskov Skyggebjergs bog "Helt umuligt".
Så her kommer historien:

Den underlige mands underlige ur

Min mor og far havde tit meget travlt med deres arbejde, dengang jeg var dreng; og derfor var det af og til min mormor, der hentede mig i børnehaven og senere – da jeg blev lidt ældre – i skolen. Så tog vi bussen hjem til min mormor og morfar.

Jeg kunne godt lide at blive hentet af min mormor. Vi havde det så hyggeligt. Jeg fik altid rugbrød med hjemmelavet fedt og salt, og et stort glas mælk til. Og Ulvemanden og jeg kunne altid finde på noget at lave sammen. For eksempel reparerede vi tit ure sammen. Vi havde en kasse fuld af tandhjul, skruer og urdele fra nogle af alle de ure, vi havde repareret.

Jeg husker især én historie om et ur, som Ulvemanden fortalte mig. Engang kom der nemlig en underlig mand og ringede på Ulvemandens dør. Det var en søndag, og Ulvemanden lå på sofaen med en avis over hovedet og sov middagssøvn. Det gjorde han altid, når han sov på sofaen. Altså foldede en avis ud og lagde den over sit hoved. Måske var det for at holde fluer væk, eller også var det, fordi han ikke kunne sove for lyset.

Nogenlunde sådan her fortalte han mig historien:

En stille søndag eftermiddag ringede dørklokken. Jeg lå og sov middagssøvn og blev et øjeblik helt forvirret over at høre dørklokken, men jeg kom da op at stå, traskede ud i entreen og lukkede døren op.

Udenfor stod en høj mand. Han så underlig ud. Han var enormt bredskuldret, og han havde et lille hoved og en tynd, tynd hals, der så ud, som om den kunne knække hvad øjeblik, det skulle være. Han var helt sorthåret, og på hver side af hovedet strittede håret, så det så ud, som om han havde to horn.

“Jeg ved ikke helt, hvad der er i vejen med det,” sagde han og holdt uret frem mod mig. “Men det er, som om det går hurtigere og hurtigere.”
“Nåh,” sagde jeg. “Det er jo ikke så godt.”

“Nej,” sagde han. “Det går ikke.”

“Går det heller ikke?” spurgte jeg overrasket. Jeg var jo stadig lidt tummelumsk af at have sovet. “Jeg synes lige, De sagde, at det gik for hurtigt.”

Han sukkede irriteret. “Jo, jo. Det går skam … men altså for hurtigt.”

“Aha,” sagde jeg og tog uret, som han stadig stod og rakte frem mod mig. “Det må jeg hellere kigge på. Kom indenfor.”

Han trådte ind i entreen og kiggede sig nysgerrigt omkring, mens jeg stillede uret på kommoden og rakte en bøjle frem mod ham. Han sagde tak og tog sin frakke af. Og så kunne jeg se, at han i virkeligheden ikke var særlig bredskuldret. Tværtimod. Han var faktisk overordentligt smalskuldret, men hans frakke var bare polstret så meget i skuldrene, at han så bredskuldret ud, når han havde den på. Jeg kunne nu se, at han faktisk slet ikke var nogen særlig stor mand.

Vi gik ind i spisestuen, og jeg lagde en voksdug ud over bordet for ikke at ridse det. Så lagde jeg uret op på bordet.

“De siger, det går for hurtigt,” gentog jeg, bare for at være sikker på, at jeg havde hørt rigtigt.

Han nikkede. “Og ikke nok med det. Det går hurtigere og hurtigere hele tiden.”

“Hmmm,” sagde jeg. “Det er højst usædvanligt.”

“Hvorfor det?” spurgte han.

“Fordi det plejer at være det modsatte, der er problemet. Ure plejer at gå langsommere og langsommere, når de bliver gamle. Ja, på grund af snavs og slappe fjedre og den slags.”

“Javel,” sagde han. “Har De tid til at reparere det?”

“Ja,” nikkede jeg. “Det har jeg vel nok. Hvornår skal De bruge det igen?”

“Så hurtigt som muligt,” sagde han. “Det ur er et ret vigtigt ur.”

“Naturligvis,” sagde jeg. “Det forstår jeg. Jeg skal kigge på det med det samme. Kom igen i morgen aften. Så er det repareret.”

Manden gik, og jeg fandt mit værktøj frem. Så begyndte jeg at skille urkassen ad. Det var et meget specielt og fint ur, kunne jeg se. Alle tandhjul og fjedre var lavet af et underligt gulligt metal, som ikke var messing. Det kunne jeg se. Og jeg kunne også se, at det var meget velholdt og rent. Ingen støv og snavs nogen steder. Ingen stiv og sort gammel olie nogen steder. De fleste ure, der ikke går, som de skal, kan klare sig med en rengøring. Så er de så gode som nye. Men det her ur trængte slet ikke til en rensning. Tvært imod.

Det var heller ikke opbygget som noget andet ur, jeg nogensinde havde set før. Jeg kunne for eksempel ikke finde ud af, hvad det var, der holdt uret i gang, for der var ingen uro og ingen fjeder, der skulle trækkes op. Det gik bare … nærmest af sig selv.

Jeg skilte uret lidt mere ad, og jeg undersøgte det på kryds og tværs, men kunne ikke finde nogen fejl. Jeg havde vel siddet og rodet med uret i en halv times tid, da jeg kiggede op for at se, hvad klokken var på mit eget bornholmerur ovre i hjørnet ved døren. Og så gik det op for mig, at det allerede var blevet næste morgen! Jeg havde siddet og arbejdet med uret i en halv time – troede jeg – men i virkeligheden var der gået fjorten timer!

Jeg sprang forskrækket op og skyndte mig på arbejde. Alligevel kom jeg for sent, men det gjorde ikke noget, for det gjorde alle de andre på postkontoret mærkeligt nok også den dag. Selv Overpostmesteren, der ellers aldrig nogensinde var kommet for sent før.

Jeg syntes at tiden sneglede sig af sted, for jeg gik hele dagen og tænkte på uret; så da jeg kom hjem, satte jeg mig straks hen til spisebordet igen og begyndte at samle uret, for jeg havde ikke fundet nogen fejl. Det tog mig vel en times tid at samle det hele igen, men da jeg kiggede på mit bornholmerur, så jeg, at det var sket igen! Klokken var nu otte, og der var pludselig gået fire timer i stedet for én.

I det samme ringede det på døren. Det var den underlige mand.

“Er mit ur færdigt?” sagde han.

“Øhm … nej. Desværre. Det er ikke helt færdigt endnu,” sagde jeg. Jeg var lidt flov, for jeg plejede ikke at være så længe om at ordne et ur. “Kom igen i morgen aften. Så er det færdigt.”

Han nikkede og forsvandt ned ad trappen.

Jo, det var minsandten et underligt ur, og jeg havde ikke engang opdaget det mest underlige endnu. For da jeg lidt senere sad med det samlede ur foran mig, flyttede jeg lidt frem og tilbage med viserne, bare for at prøve et eller andet. Der var jo ikke noget i vejen inde i uret, så måske var det viserne, det var galt med. Og mens jeg sad og bevægede viserne, kom jeg ved et tilfælde til at kigge op på bornholmeruret. Og så fik jeg et chok.

For viserne på bornholmeruret bevægede sig præcis ligesom viserne på det underlige ur. Hvis jeg bevægede den store viser en hel omgang på den mærkelige mands mærkelige ur, så bevægede den store viser på bornholmeren sig også en hel omgang. Og hvis jeg bevægede den store viser baglæns, så kørte bornholmerens viser lige så meget baglæns.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Det var umuligt. Jeg hentede mit vækkeur inde fra soveværelset, men det var det samme. Vækkeurets visere bevægede sig lige så meget som det underlige urs visere.

Så havde jeg fået nok. Jeg besluttede mig for ikke at pille mere ved det ur. Jeg tog mit vækkeur med ind i soveværelset og gik i seng.

Næste dag mødte jeg på arbejde uden at komme for sent. Ligesom alle de andre, og ligesom Overpostmesteren. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det underlige ur.

Da jeg kom hjem, skyndte jeg mig hurtigt ind i stuen. Jeg var nødt til at prøve det underlige urs visere én gang til, for i løbet af dagen havde jeg fået overbevist mig selv om, at det ikke kunne være rigtigt. At det måtte være noget, jeg havde drømt. Men det var det ikke. Det underlige ur styrede bornholmeruret.

Så fik jeg en ide. Jeg for ind i soveværelset. Inde i det store klædeskab fandt jeg min gode gamle kikkert frem. Den, jeg også brugte, da jeg i mine unge dage var opdagelsesrejsende. Jeg tog kikkerten med ind i stuen, tog både den og det underlige ur med over til stuevinduet og stillede uret i vindueskarmen.

Ud ad det ene af stuevinduerne kan man se rådhustårnet, ved du, og da jeg kiggede på det i kikkerten, kunne jeg se, hvad klokken var på rådhusuret. Mens jeg kiggede på rådhusuret i kikkerten, drejede jeg lidt på viserne på det underlige ur. Og det samme skete igen! Rådhusurets visere bevægede sig præcis lige så meget, som jeg bevægede viserne på mandens ur. Jeg sænkede kikkerten, og mens jeg førte den store viser baglæns, kiggede jeg ned på gaden. Og hvad så jeg? Ja, du tror, det er lyv, men jeg så biler, cyklister og fodgængere, der alle sammen bevægede sig baglæns!

Jeg slap forskrækket urets visere, og så opførte alle trafikanterne sig helt normalt igen. Så drejede jeg viseren fremad, og straks begyndte alle menneskene at bevæge sig som på en film, der bliver vist i dobbelt hastighed. Selv skyerne på himlen for af sted. Og hvis jeg bevægede viseren frem og tilbage et par gange, så bevægede menneskerne sig også frem og tilbage, lige så længe som jeg havde lyst.

I det samme ringede det på døren. Jeg for forskrækket sammen, for jeg havde været så optaget af det ur. Det ringede igen. Og igen. Jeg tøvede. Vidste jo godt, hvem det var, der stod og ringede på. Men så gik jeg alligevel ud og lukkede op.

Manden så vred ud.

“Man morer sig nok, hva’!” skreg han. “Man har det nok rigtig, rigtig sjovt, hva’!” Hans stemme var høj og skinger og knækkede over et par gange af raseri. Så skubbede han mig til side og trampede ind i entreen.

“Hvor er mit ur?” hvæsede han.

“Øhm … inde i stuen,” svarede jeg og pegede.

Uden at vente på mig trampede han ind i stuen, fik øje på uret, tog det under armen og kom igen ud i entreen, hvor jeg stadig stod uden at kunne bevæge mig. Jeg var stadig helt forvirret over, hvor underligt det ur var.

“Jeg … jeg kan desværre ikke …,” stammede jeg.

“Nej,” vrissede manden. “Det kunne jeg have sagt mig selv.”

“Jamen, det er virkelig et usædvanligt ur. O … og det er første gang, jeg ikke har kunnet reparere et ur. Det er det. Første gang!”

“Det er meget muligt,” sagde han surt og gik hen mod fordøren. “Men så er der bare ikke noget at gøre ved det.”

“Ved hvad,” spurgte jeg.

“Ja, ved uret selvfølgelig,” hvæsede han. “Jeg har prøvet alle urmagere i byen, men ingen af dem kunne gøre noget ved det. Uret går hurtigere og hurtigere, og De – hr. Wolf – var mit sidste håb; men De kunne altså heller ikke stille noget op.”

“Nej,” sagde jeg og rystede bedrøvet på hovedet. “Desværre.”

“Ja, det er jo værst for jer selv,” mumlede manden. Så gik han.

Jeg stod som lammet et øjeblik; så løb jeg hen til den endnu åbne fordør, og råbte ned ad trappeopgangen: “Værst for hvem?”

“Værst for alle mennesker.”

Jeg kiggede på Ulvemanden. Han sad og rodede med en skruetrækker i kassen med tandhjul.

“Jamen, var det det ur, der styrede selve tiden?” spurgte jeg så, for at være sikker på, at jeg havde forstået det rigtigt.

Han trak på skuldrene. “Det var det vel.”

“Og det blev aldrig repareret?” spurgte jeg igen.

“Ikke så vidt jeg ved,” svarede han.

“Hmmm,” sagde jeg, og samlede urskiven fra et gammelt lommeur op fra kassen. “Så kan jeg bedre forstå, at de voksne altid har så travlt. Det er det dumme urs skyld.”

Ulvemanden sukkede stille. Så smilede han et af sine ulvesmil, og jeg skyndte mig at kigge ned i kassen.