Jeg bliver jævnligt normal. Så går jeg hen over byens torve, spiser kiks, kigger på duerne, tager fotos, sidder på bænke. De dage løber så let af sted. De risler som en lille, klar bæk. Alle mennesker har brug for dage uden modstand. Man har bare ikke brug for lige mange af dem. Jeg er en af dem der har brug for mange, men som kun har få. Derfor nyder jeg dem så meget desto mere. Nu kommer duerne. De flyver rundt om pladsen i en stor flok og slår sig ned omkring min bænk. Jeg brækker et par kiks i stykker og smider dem ud i klumpen af fjer og vinger. Jeg kan slet ikke lide duer, men på dage som den her fodrer jeg dem alligevel altid. Det skal man gøre på dage hvor man er helt normal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar