Feber

Jeg slugte engang en nål og kom på hospitalet. De hvidkitlede ville have mig til at spise lange kogte asparges og vatklumper der kunne pakke nålen ind. Nålen skulle så gerne komme ud ad naturlig vej, men det gjorde den aldrig. Det ved jeg, for jeg undersøgte personligt sagerne meget grundigt. Dengang var jeg frygteligt ked af det, men nu er jeg glad for det. Især når jeg får den der feber som af og til rammer mig. Ikke den der får min hud til at krakelere som malingen på en gammel vinduesramme, men den der får mine hænder til at svulme op til to balloner. Jeg bliver altid så bange for at de skal blive så store, at de løfter mig op af sengen, ud ad vinduet og ud i en uvis fremtid. Så er det, det er godt at vide at man en gang har slugt en nål der aldrig kom ud. Og den har endnu aldrig svigtet mig.